Arkivnyhed - kan være forældet

Hej til fest og farvel til kniv

07.07.2016
Første juli trådte en ny og hårdere knivlov i kraft. Loven skal bidrage til, at ingen knive i fremtiden figurerer i Københavns natteliv.

Kampagnen #HEJfest #FARVELkniv skal oplyse københavnerne om den nye lov.

Den nye lov slår hårdt ned på de meget få københavnere, der har en kniv med på steder, hvor den ikke hører hjemme – fx til fodboldkampe, i ungdomsklubber eller nattelivet. I modsætning til før, gælder loven nu også små foldeknive. Til gengæld kan du igen bruge en kniv, når du er ude at fiske eller til spejder uden bekymringer. Lovændringen betyder desuden, at tidligere straffede bliver ramt hårdest.

”København er en tryg og sikker by med et livligt og festligt natteliv. Det skal København blive ved med at være. Derfor skal de meget få københavnere, der har en kniv med de forkerte steder vide, at der nu er nul tolerance og kontant afregning,” siger overborgmester Frank Jensen (A).

Københavnere kan i bl.a. Nørrebroparken og på Islands Brygge på lørdag møde glade givere, der uddeler vand iført T-shirts med hashtaggene #HEJfest og #FARVELkniv. Kick-off eventen er et af flere tiltag i ny kampagne, der skal oplyse københavnerne om den nye, hårdere knivlov.

Bag kampagnen står foruden Københavns Kommune og Københavns Politi en række af aktører, der tæller Natteravnene, GODA og restaurationsbranchen via Horesta og Danmarks restauranter og cafeer.

”I Københavns Politi er vi glade for, at vi sammen med Københavns Kommune kan sætte fokus på de nye, skærpede knivregler med en fælles kampagne. Vores mål er at fjerne knivene fra nattelivet. De nye knivregler giver os især mulighed for at sætte hårdt ind overfor de få, men farlige personer som tager en kniv med i byen, og som tidligere har vist, at de også er parat til at bruge den. Dem, der ikke kan forstå, at knive intet har at gøre med en festlig aften og nat i byen, må lære det på den hårde måde,” siger Københavns Politidirektør Thorkild Fogde.

#HEJfest #FARVELkniv har fået en bred opbakning, der rækker udover samarbejdspartnerne, fra bl.a. X-factor dommer og producer Remee, der også er en kendt figur i Københavns natteliv. Remee viser sin støtte ved at bringe budskabet videre til sine følgere på sociale medier.

”København er et super fedt sted at gå ud. Sådan skal det også være i morgen, i næste måned og om et år. Derfor hilser jeg den nye knivlov velkommen, der slår hårdt ned på de få personer, der stadig ikke forstår, at kniv og fest på ingen måde passer sammen,” siger Remée.

Foruden Remee bliver budskabet hej til fest og farvel til knive båret af den amerikanske sanger og tidligere professionel fodboldspiller Brandon Beal, model Sofie Bording samt moderedaktør på Costume, Thora Valdimarsdóttir. Københavns Kommune satser på, at budskabet ved bl.a. det tiltag når målgruppen.

For mere information

  • Københavns Kommune, pressekonsulent, Victoria-Louise Tilsted, 5184 3698
  • Københavns Politi, pressesektionen, 3521 9260
  • Natteravnene, Kim Hassø, chef for Natteravnene, 2130 6099
  • GODA, Anett Wiingaard, sekretariatschef, 2025 1752
  • Horesta, Philip Brønnum Olesen, kommunikationsrådgiver, 4098 4188
  • DRC, Torben Hoffmann Rosenstock, direktør, 4131 6010