Arkivnyhed - kan være forældet

Hastigheden skal ned i Sydhavn

29.03.2017
Københavns Kommune og Københavns Politi er enige om at sænke hastighedsgrænsen på den tungt trafikerede Sydhavnsgade.

Det betyder større sikkerhed for særligt de bløde trafikanter.

Området langs Sydhavnsgade har gennem de senere år forandret karakter. Fra at være et område domineret af erhvervsdomiciler, er der nu uddannelsesinstitutioner, skoler og masser af boliger i området. Det betyder også stigning i antallet af bløde trafikanter, og derfor er det på tide at sænke hastighedsgrænsen på strækningen. 

Der er god grund til at sætte farten ned i området: Alene siden 2012 er der registreret 35 ulykker på Sydhavnsgade, hvor hastigheden skal sænkes fra 70 km/t til 60 km/t. Tre af disse var med alvorlig personskade.

Endnu værre har det set ud på det første stykke af Enghavevej og Vigerslev Allé op mod netop Enghavevej. Her har politiet siden 2012 registreret 82 ulykker med 10 personskader, og det er primært de bløde trafikanter, det er gået værst ud over. Seks cyklister er kommet slemt til skade, mens det samme er tilfældet for tre fodgængere. Derudover er en bilist også kommet alvorligt til skade.

En vurdering fra Teknik- og Miljøforvaltningen lyder, at ændringen vil betyde en reduktion i antallet af tilskadekomne med 17 pct.

Hastigheden på hele Enghavevej og Vigerslev Allé fastsættes til 50 km/t. I dag er hastighedsgrænsen på 60 km/t på en del af disse strækninger. Derudover er det besluttet at sænke hastigheden fra 70 km/t til 60 km/t på Sydhavnsgade fra Scandiagade til Sluseholmen.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.