Arkivnyhed - kan være forældet

Gratis svømmetræning

03.07.2013
Få finpudset svømmeteknikken i havnen

Havnebadet ved Fisketorvet tilbyder igen i år gratis svømmetræning. Undervisningen er for folk, der i forvejen kan svømme, men som gerne vil have en bedre crawl-teknik.

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen, der i samarbejde med Dansk Svømmeunion står bag tilbuddet. Sidste år var der mange, der brugte træningen som forberedelse til de populære svømmekonkurrencer på åbent vand, bl.a. Christiansborg Rundt i august.

”Det er fantastisk, at vi kan arrangere svømmetræning i havnen midt i en storby som København. Havnebadene og det rene vand er en kæmpe gevinst for byen,” siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V).

Svømmetræning i Havnebadet Fisketorvet foregår hver mandag kl. 17-18, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

Læs mere i facebookgruppen ”Træning ved Fisketorvet 2013”.