Gode tip og info til beboerne i forbindelse med Distortion

30.05.2017
Den 31. maj er der Distortion på Nørrebro og Rådhuspladsen, og 1. juni på Vesterbro og Rådhuspladsen. Vi har samlet lidt relevant naboinfo.

Har du et spørgsmål som nabo?

Distortion er som arrangør ansvarlig for afvikling af årets gadefest. De har lagt relevant naboinfo på deres hjemmeside (http://www.cphdistortion.dk/nabo/), og derudover kan man kontakte dem direkte på beboertelefonen tlf. 7199 3168

Telefonen har åbent:

  • 29- 30/5: kl. 10.00-16.00
  • 31/5-1/6: kl. 09.00-00.00
  • 2-3/6:  kl. 15.00-21.00

E-mail: beboer@cphdistortion.dk

Parker hos din nabo under Distortion

I anledning af Distortion lemper Københavns Kommune reglerne for, hvor berørte beboere kan parkere med deres beboerlicens. Lempelsen betyder, at beboere, hvis gade bliver afspærret på grund af Distortion på Vesterbro (VB), kan parkere i P-licenszone Valby (VA), og beboere på Nørrebro, hvis gade er afspærret, kan parkere i P-licenszone Indre Østerbro (IØ) og Ydre Nørrebro (YN).

Lempelsen gælder på Nørrebro tirsdag den 30/5 kl. 16.00 til den 1/6 kl. 09.00, og Vesterbro den 31/5 kl. 16.00 til den 2/6 kl. 09.00

I forhold til tidligere er beboerzonerne på både Vesterbro og Nørrebro desuden blevet udvidet, så berørte beboere i forvejen har mulighed for ar parkere i et større område, end de plejer. For mere information om parkeringsforholdene under Distortion henvises til http://www.cphdistortion.dk/nabo/, som løbende vil blive opdateret med information om afspærringer, P-forbud osv.

Effektiv oprydning efter Distortion

Klokken 23 onsdag og torsdag aften sætter Københavns Kommunes renholdteam ind, så byen bliver pæn og ren hurtigst muligt efter festlighederne.

Renholdteamet prioriterer bydelens hovedgader og hovedstrøg, som er busruterne og de travleste cykelstier, så morgentrafikken kan glide allerede fra klokken 7. 

Derefter gnaver de sig ind på resten af byens områder og bliver ved, til der er helt ryddet op. Man må dog forvente, at der går et par dage, før alle spor af Distortion er væk, da det eksempelvis er vanskeligt at feje glasskår op, når de lægger sig mellem brostenene.

Der er tale om meget intensivt oprydningsarbejde på Nørrebro natten til torsdag og på Vesterbro natten til fredag. Det kan desværre ikke undgå at støje noget, og det kan derfor være en god ide at lukke vinduerne om natten, så man bliver forstyrret mindst muligt.

Er der steder, hvor der stadig ligger skrald, når der er blevet ryddet op efter Distortion, kan man ringe til Distortions beboertelefon på tlf. 8172 0127.

Balanceret musikniveau – støjvagterne er på arbejde

Under Distortion har Københavns Kommune fire støjvagter på arbejde, som vil føre tilsyn med, om musikken overholder det tilladte støjniveau på de forskellige pladser i byen, og at festerne lukker ned til aftalt tid. Er man generet af støj fra koncerterne, kan man ringe direkte til støjvagten på tlf. 2686 5827 i hele den periode, Distortion står på. Nattelivsvagten er desuden bemandet alle nætter til kl. 03, de dage hvor Distortion står på. Nattelivsvagten kan kontaktes via Rådhusvagten på tlf. 3366 2585.

 
Kør bilen uden om Distortion

Onsdag den 31. maj er der Distortion på Indre Nørrebro, og torsdag den 1. juni er det Indre Vesterbro, der lægger kvarter til festligheder. Derudover vil der i år også være koncerter på Rådhuspladsen onsdag og torsdag. Begge dage må bilister generelt forvente længere rejsetid gennem byen, da det kan lægge større pres på de gader, der ikke er afspærret. Generelt kan det om muligt anbefales at køre en bue uden om de områder, hvor Distortion finder sted. Man kan læse mere om de konkrete afspærringer på arrangørens hjemmeside: http://www.cphdistortion.dk/nabo/

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.