Glæde, kunst og kærlighed i Center Nørrebro

08.06.2017
Sangeren Marie Carmen Koppel gæstede i dag botilbuddet Thorupgården for at kåre vinderne i Center Nørrebros kunstkonkurrence.

Det er sjette gang Center Nørrebro afholder den årlige kunstkonkurrence. I årets konkurrence har kreative borgere i socialpsykiatrien på Nørrebro givet deres bud på ordet glæde i farverige værker, som spænder fra maleri over perleplader til mosaik.

Steen Lind gav i sit vinderværk glæden disse ord med på vejen: ”Glæden er et lykkeligt liv med kærligheden som tidsfordriv.”

Og kærligheden - det var netop, hvad sangerinden Marie Carmen Koppel lagde ud med at synge om, akkompagneret af lillebror Benjamin Koppel ved klaveret. Med sin store stemme fyldte sangerinden Thorupgårdens café ud med smægtende soultoner, inden hun kårede de 6 vindere af konkurrencen.

En af de dem er 38-årige Louise Pallesen, som har malet et billede med de ting, hun forbinder med glæde; En pige på en gynge. Bare tæer i en blomstrende græsplæne. Kattekillinger.

”Den ro og glæde, som jeg fyldes af, når kattekillinger spinder, ville jeg gerne prøve at udtrykke,” fortæller Louise, som også var en af sidste års vindere af kunstkonkurrencen.

”Jeg har svært ved at holde fast i min kreativitet i hverdagen. Derfor er det godt for mig at få en bunden opgave. Jeg vil meget gerne udvikle mig kunstnerisk, men det kan være svært for mig at mobilisere overskuddet i hverdagen til at komme ud og deltage på fx kurser," siger Louise Pallesen.

Fra i dag og en uge frem kan man finde de flotte vinderbidrag som GoCards i cafeer og biografer i storkøbenhavn, og det er Louise Pallesen glad for.

”Det motiverer mig meget, at folk er glade for mit billede -  og det er en rigtig god følelse at vide, at det kommer ud i byen,” siger hun.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.