Arkivnyhed - kan være forældet

Frank Jensen så med over skulderen

03.06.2013
En ny service gør medarbejderne i stand til at se med på din skærm og hurtigere hjælpe dig, hvis ikke kan finde det, du søger.

I Københavns Borgerservice har telefonmedarbejderne i et stykke tid siddet klar til at kigge københavnerne over skulderen, hvis de løber ind i forståelsesmæssige eller tekniske forhindringer på det offentliges hjemmesider. Den nye teknik, hvor borgeren giver en medarbejder kigge-adgang til skærmen, er en ekstra hjælp til fx at tjekke browserens indstillinger eller manøvrere rundt i en konkret selvbetjeningsløsning. På den måde kan medarbejderen se med, eller ’co-browse’ på borgerens skærm. 

"Se-med-konceptet er en virkelig spændende måde at yde service på, fordi kontakten sker på nettet og over telefonen, men med en personlig service, som borgeren normalt møder i Borgerservice", siger overborgmester Frank Jensen, der d. 30. maj 2013 selv testede kommunens nye service.

Mange løber ind i tekniske forhindringer, når de for eksempel forsøger at logge ind med deres NemID. Nu kan man med et museklik give en medarbejder kiggeadgang til sin skærm og i fællesskab kontrollere computerens tekniske indstillinger eller den konkrete web-løsning. Når medarbejderen igen forlader borgerens skærm og afslutter ’kigmed’-forløbet, sker det uden at der gemmes oplysninger om besøget eller andre personlige data. 
Siden den nye service gik i luften, har der været stor tilfredshed med konceptet, både blandt borgere, som følte sig godt hjulpet uden at skulle ud af døren og ned i et fysisk borgerservicecenter, og blandt medarbejderen som har lettere ved at fejlsøge fx de tekniske opsætninger, når borgeren har delt sin skærm med dem.

Inden du griber telefonen for at få hjælp, kan du dog også selv teste dine indstillinger på computeren via kk.dk.

Telefonmedarbejderne er uddannet til at kigge med bag skærmen, og servicen koster ingenting.

Du kan co-browse på hverdagsaftener helt til klokken 22.00 på tlf. 33 66 33 66, fredag dog til klokken 18.00.

Læs mere om co-browsing i Borgerservice