Arkivnyhed - kan være forældet

Forsøg sætter byliv over biler

25.04.2016
  • Foto: Louise Storgaard, V!GØR
Nu kan du nu afholde alt fra fødselsdag til sjippekonkurrence, når parkeringspladser på Nørrebro afspærres og gøres til byrum.

Pladsen er trang i København, og derfor ser politikerne nærmere på, hvordan den kan udnyttes bedst muligt. Derfor kan du nu tage gaden tilbage på Nørrebro og afholde alt fra fødselsdage og loppemarkeder til sjippekonkurrence og breakdancebattles, når parkeringspladser i dagtimerne afspærres og gøres til byrum.

Bilerne fylder en hel del i gadebilledet i hele København, og det skaber naturlige begrænsninger for udeservering og anden brug af asfalten. Det forsøger Teknik- og Miljøforvaltningen dog at lave om på ved at forsøge sig med fleksible parkeringspladser, som i øjeblikket testes tre steder på Indre Nørrebro. I testområderne fungerer parkeringspladserne på traditionel vis mellem kl. 17 og kl. 9, men herimellem bliver pladserne afspærret til andre formål. Det kunne fx være et loppemarked eller en fødselsdag.

De tre forsøgsområder ligger i Birkegade, Ahornsgade og Guldbergsgade, hvor mellem to og fire p-pladser bliver afspærret i dagtimerne for at give plads til forskellige bylivsaktiviteter. Kun fantasien sætter grænser for, hvilke aktiviteter der kan organiseres i dagtimerne, mens bilerne er væk.

De tre områder er nøje udvalgt. Således inddrages parkeringspladserne kun de steder, hvor der inden for 5 minutters gang er observeret mange ubenyttede parkeringspladser i dagtimerne, og dermed er der grobund for at videreudvikle det lokale byliv, mens parkeringspladser står ubenyttede hen i dagtimerne.

Bylivsaktiviteterne kan finde sted mellem kl. 9 og kl. 17 – i Birkegade må aktiviteterne dog først starte kl. 11, da der skal være plads til varelevering mellem kl. 9 og kl. 11. Lydniveauet må ikke overstige 60 DB. Allerede fredag  er der lagt billet ind de tre steder. Når arealerne ikke reserveres af andre, kan lokale cafeer bruge pladsen til udeservering. 

Borgere, lokale virksomheder og offentlige myndigheder, der er interesserede i at afholde arrangementer, kan booke pladsen og få mere information ved at henvende sig i en af følgende caféer:

  • KAF, Birkegade 21
  • HENRI, Ahornsgade 25
  • CRAVINGS, Guldbergsgade 57

Forsøget løber fra 15. april til 5. maj i både hverdage og weekender.  

Foto: Louise Storgaard, V!GØR

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.