Arkivnyhed - kan være forældet

Forsøg med mælkekartoner i pap

03.10.2013
På Østerbro kører der lige nu et forsøg i et halvt år, hvor beboerne i over 3000 lejligheder kan aflevere deres drikkevarekartoner og pizzabakker i papbeholderen. Forsøget kører frem til foråret 2014.

Forsøget skal vise, hvor meget af pap fra pizzabakker og pap fra beboernes drikkevarekartoner, der kan samles ind til genanvendelse. Bagefter evalueres resultatet for at se, om det kan betale sig miljømæssigt og økonomisk.

Specielt kartoner fra drikkevarer består af rigtig gode papfibre, og selvom de også indeholder plast og metal, kan en specialbehandling adskille de tre typer, hvorefter en stor del kan genanvendes i nye produkter.

OBS : Alle deltagere i forsøget har fået direkte besked, og i resten af byen må der fortsat KUN komme rent pap, såsom indpakningen fra legetøj, tandpasta eller den nye fladskærm, i beholderne til pap. Det rene pap fra resten af byen afsættes nemlig til et anlæg, der ikke kan genanvende mælkekartoner eller pizzabakker.