Arkivnyhed - kan være forældet

Folketinget: Aftale skal forebygge vold på botilbud

17.10.2016
Penge til nye specialiserede pladser og penge til forebyggelse af vold på botilbud er resultatet af ny aftale i Folketinget.

Regeringen og resten af satspuljepartierne i Folketinget vedtog sent fredag aften en handlingsplan, der skal forebygge vold på botilbud landet over. Blandt andet er det blevet besluttet at oprette en ny type tilbud til 150 psykisk syge, der er alt for syge, stofmisbrugende og for farlige til at bo på kommunernes åbne bosteder.

Det hilser Københavns Kommune yderst velkomment, for det har København efterlyst lige siden det første tragiske drab skete på bostedet Ringbo for snart tre år siden.

"Jeg er glad for, at politikerne på Christiansborg er blevet enige om at lave de nye tilbud, og at man dermed har lyttet til vores budskab om, at de almindelige socialpsykiatriske bosteder ikke er løsningen til de sygeste og farligste sindslidende mennesker. Men det er trist, at det først sker i 2018, for vi har en akut situation, som vi må løse så godt vi kan indtil da. Og det er især et problem, at vi ikke har fået mulighed for at forbyde og fjerne knive hos beboerne. Vi får stor brug for politiets indsats her," siger Jesper Christensen (S), Socialborgmester i Københavns Kommune.

Kører ad to spor

Helt konkret er regeringen og statspuljepartierne blevet enige om at afsætte 400 kroner over de næste fire år til en ny handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud.

Handlingsplanen kører ad to spor:

  •  På den ene side afsættes der 124 millioner kroner, der målrettes de eksisterende botilbud. Pengene skal øremærkes forskellige initiativer, der skal forebygge vold.
  • På den anden side afsættes der 277 millioner kroner til at etablere og drive 150 pladser på specialiserede socialpsykiatiske afdelinger i de fem regioner.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.