Arkivnyhed - kan være forældet

Folkekøkken på Christiania skaber kontakt til socialt udsatte unge

10.02.2016
Brobygningstilbuddet Vilde Liv og Christianias eget tilbud til unge er gået sammen om at skabe et mobilt folkekøkken med gratis mad.

Hver mandag ved 17-18 tiden ruller det mobile køkken forbi faste steder som Nemoland og Wonderland.

"Så er der mad! ”Hvem er sultne?" lyder det højt gennem luften, så de unge ved, at nu bliver der delt suppe eller sandwich ud.

”Egentlig var det nogle af vores unge, der barslede med ideen. De unge nævnte, at mange unge på Christiania var sultne og glemte at spise, og det ville de gerne gøre noget ved,” fortæller Henrik Wiegman, Han er pædaog i Vilde Liv, som er Socialforvaltningens brobygningstilbud til unge, der kommer meget på Christiania.

Pædagogerne og de unge i Vilde Liv bryggede videre på ideen og kom frem til, at dét at dele gratis mad ud til unge ville skabe øget synlighed om Vilde Liv.

”I Vilde Liv arbejder vi med at være givende og inviterende. Folkekøkkenet ligger godt i tråd med den tanke, og det er samtidig en fantastisk måde at lave opsøgende arbejde på, som også er en vigtig del af vores arbejde,” siger Henrik Wiegman.

"Jeg kunne se en masse unge, der var sultne inde på Christiania," fortæller Eika på 17 år, der var med til at få ideen til folkekøkkenet.

"Mange unge kommer langt væk fra og glemmer at spise eller bruger deres penge på andre ting end mad," fortsætter Eika, som selv er med til at lave maden og går med rundt og deler den ud

”Det er sjovt at snakke med andre unge," siger hun. 

Popsi arbejder for ”Igen-Igen”, der er Christianias eget tilbud til unge mellem 18-25. Hun har været med til at starte det mobile og gratis folkekøkken op og er med som fast deltager på både mad- og uddelingsholdet. 

”Der er et kæmpe behov for et gratis folkekøkken til udsatte unge. De unge bruger tit deres penge på smøger og hash i stedet for på mad, og vi tænker, at man bedre kan tænke sig om, hvis man ikke render rundt med en knurrende mave,” siger Popsi

Hun møder masser af unge, som er glade og taknemmelige for folkekøkkenet, der allerede er blevet en lille institution på Christiania.

”Og så synes Christianias civilsamfund, også det er et fedt initiativ,” siger hun.