Arkivnyhed - kan være forældet

Flere hjemløse får og fastholder egen bolig

25.01.2013
Fra 80 procent til 87 procent. Så meget er andelen af hjemløse, som har fastholdt egen bolig fra august 2011 til november 2012, steget.

Det er positivt, men socialforvaltningen sigter højere.

Flere skal forblive i deres lejligheder, da man arbejder ud fra et princip om, at borgere med komplekse sociale problemer har bedre muligheder for at tackle deres problemer og skabe positive forandringer i deres liv, hvis de har en bolig. 

De hjemløse skal altså ud af herbergerne og over i egen bolig. Og det skal ske så hurtigt som muligt, men det er nogle gange nemmere sagt end gjort. En af årsagerne er, at der er mangel på boliger, som de hjemløse kan betale. Borgere under 25 år kan fx betale omkring 3000 kr.

Opgørelser fra den sociale boliganvisning viser, at ventetiden på en bolig for borgere under 25 år er steget fra 172 dage til 221. Er man over 25 år er ventetiden steget fra 75 dage til 127 dage fra andet halvår 2010 til første halvår 2012.

Boligmanglen, som den øgede ventetid afspejler, har altså en betydning for, hvor længe hjemløse må forblive på byens herberger.