Flere grønne cykeloplevelser til københavnerne

20.04.2017
Nu kan den velkendte app I Bike CPH hjælpe med at guide vej til den grønneste rute fra A til B.

Hver fjerde cyklist kender ikke Københavns grønne cykelruter. Nu kan den velkendte app I Bike CPH hjælpe med at guide vej til den grønneste rute fra A til B.

Højsæsonen for de tohjulede er med forårets komme for alvor skudt i gang, og for byens cyklister handler det nu ikke kun om at komme hurtigst muligt fra A til B men også om at nyde byen med vind i håret og sol i ansigtet. 

Det er der ekstra god mulighed for på De Grønne Cykelruter i København, som er et sammenhæn­gende net af cykel- og gangstier, der løber gennem Københavns grønne og blå områder, og binder byen sammen uden om de trafikerede veje. 79 pct. af københavnerne synes, at det er vigtigt med grønne cykelruter væk fra de store indfaldsveje, men faktisk kender hver fjerde cyklist ikke de grønne cykelruter.

Derfor har Københavns Kommune introduceret en ny funkiton i den velkendte ruteplanner-app I Bike CPH, som kan vise den korteste vej på cykel fra A til B.

'København skal være en cykelby med plads til alle, og her spiller De Grønne Cykelruter en helt afgørende rolle, fordi de er mere rolige og inviterer til en mere hensynsfuld cykeladfærd. Jeg er glad for, at det nu bliver nemmere for københavnerne at finde vej til de grønne steder i byen, og jeg håber, at endnu flere får lyst til at starte søndagsudflugten med en grøn cykeltur,' siger teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL).  

Når cyklisterne vælger ’grønneste rute’, vil app’en så vidt muligt guide gennem parker, langs med søer og kanaler og ad mindre veje, så man kan sænke tempoet og nyde de grønne og blå omgivelser.

Flere grønne ruter

De Grønne Cykelruter strækker sig i dag over næsten 60 kilometer i København, og senest åbnede Carlsbergruten i sommer, der leder københavnerne fra Københavns Hovedbanegård til Valby Station i grønne omgivelser. Senere i år åbnes Svanemølleruten, der skal lede cyklisterne fra Langeliniebroen til Svanemøllen Station i ro og mag, og sideløbende er Havneringen blevet opgraderet med en cykelrampe over Slusen i Sydhavnen, som gør det lettere for cyklister, barnevogne og kørestolsbrugere at krydse broen.

Erfaringerne viser, at københavnerne hurtigt tager de Grønne Cykelruter til sig. På Nørrebroruten cykler der eksempelvis 8.400 cyklister i alle aldre, og her er der sket en stigning på 50 procent på fire år, ligesom brugen af Bryggebroen over Havnen er steget med 60 pct. siden 2010.

Der er planer om at anlægge yderligere 57 kilometer på De Grønne Cykelruter. De nødvendige investeringer, som skal findes ved de årlige budgetforhandlinger, er opgjort i Cykelstiprioriteringsplanen, som Borgerrepræsentationen godkendte den 31. marts.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.