Arkivnyhed - kan være forældet

Ferier for borgere med handicap og sindslidelse er reddet

03.04.2014
Socialforvaltningen har fået 2,7 mio. kr. til at sikre, at beboere og brugere på vores bosteder og dagtilbud kan komme på ferier og udflugter resten af 2014.

Bevillingen skal kompensere for, at kommunen ikke længere må lade borgerne betale nogle af de ansattes udgifter ifm. ferier og udflugter.

Indtil nu har beboere på kommunens bosteder og brugere på vores dagtilbud, kunnet betale nogle af udgifterne for deres kommunale hjælpere, når de ville på en ekstra tur i biografen, på museum eller til udlandet.

Det kan ikke lade sig gøre længere. KL har skrevet til alle kommuner, at det ikke er tilladt at lade borgerne betale udgifter for ansatte, og udmeldingen er siden bekræftet af Socialministeriet.

Hvis brugere og beboere vil på en ekstra tur eller ferie i fremtiden, må de derfor hyre private hjælpere. Men det er meget grænseoverskridende for mange.

For Københavns Kommune har det været vigtigt at sikre, at brugere og beboere også kan komme ud på aktiviteter og ferier i 2014, selv om den nye udmelding er kommet. For at sikre det, har kommunen bevilget 2,7 mio. kr. til formålet.

Pengene er bevilget i forbindelse med den såkaldte overførselssag. Her bliver overskydende midler fra sidste års regnskab fordelt af politikerne bag budgetaftalen.