Arkivnyhed - kan være forældet

Få gratis sparring til udvikling af din virksomhed

07.04.2017
Københavns Erhvervshus har indgået et samarbejde med CONNECT Denmark. Et samarbejde, som virksomheder med vækstpotentiale kan få glæde af.

Med det nye samarbejde kan københavnske virksomheder med vækst få et gratis forløb hos CONNECT Denmark med sparring af forretningsfolk og ledere i dansk erhvervsliv.

Deltag i Pitch Springboard d. 28. juni 2017
Et Pitch Springboard består af et panel på 6-10 forretningsfolk, der i løbet af en time giver dig og din virksomhed koncentreret og konkret rådgivning på dine specifikke strategiske udfordringer som fx kapitaltilførsel, go-to-market, internationalisering, skalering, bestyrelsessammensætning mv. Du præsenterer din forretning og dine strategiske udfordring(er) for panelet, der arbejder med din case og giver dig konkret sparring.

I løbet af dagen gennemfører vi tre Pitch Springboards med udvalgte københavnske virksomheder. Dagens program er tilrettelagt, så man som udvalgt deltager også kan sidde med som observatør og lære af den sparring, de andre virksomheder modtager. Pauserne kan oplagt bruges til at netværke med de andre deltagere og forretningsfolk.

Pitch Springboardet foregår i Københavns Erhvervshus i det centrale København fra kl. 12.00 til 17.30.

Hvordan deltager man?
Indsend en ansøgning, hvor du kort beskriver din virksomhed, herunder markeds- og vækstpotentiale, team og tilgang til at udvikle din forretning og din forretningsmodel. Du skal lægge vægt på, hvordan din forretning langsigtet kan skabe flere danske arbejdspladser, og hvorvidt I har et produkt og en forretningsmodel, som kan skaleres - og muligvis med et internationalt potentiale.

Ansøgningen må max fylde 1 side og sendes direkte til connect@connectdenmark.com med overskriften ”Ansøgning om Pitch Springboard: Københavns Erhvervshus”. Den skal være modtaget senest mandag d. 1. maj 2017. Husk din hjemmesideadresse og personlige kontaktoplysninger.

CONNECT Denmark og Københavns Erhvervshus vil i fællesskab vælge tre ansøgere ud, som inviteres med til Pitch Springboard.

Har du yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Netværkschef Richard Georg Engström hos CONNECT Denmark på telefon 27 29 74 94 eller richard@connectdenmark.com.

Du kan også kontakte Dragan Milic fra Københavns Erhvervshus på drago@erhverv.kk.dk.

CONNECT Denmark er en landsdækkende virksomhed, der har hjulpet flere tusinde virksomheder med strategisk sparring. Se mere på www.connectdenmark.com.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.