Arkivnyhed - kan være forældet

Færre sat på gaden

24.05.2013
Antallet af københavnere, der bliver smidt ud af deres lejlighed styrtdykker.

Niveauet er nu det samme som før 2009 – og det på trods af den fortsatte økonomiske krise.

Efter flere år, hvor flere og flere blev sat på gaden, knækkede kurven for alvor i 2012. Da kurven toppede i 2010, blev næsten 800 smidt ud af deres bolig. I 2012 var tallet faldet til 600 - altså et fald på 23 pct.  

Ifølge Susan Fiil Præstegaard, der arbejder med boligforhold i Socialforvaltningen, skyldes den positive udvikling, at kommunen og boligselskaberne har fokuseret målrettet på at forebygge udsættelser.   

- Vi er blandt andet blevet bedre til at samarbejde om borgere, der risikerer at få frataget deres kontanthjælp. Det kan være misforståelser, sygdom eller lignende, som fører til at borgere mister kontanthjælpen og dermed deres mulighed for at betale husleje. Det kan vi nogle gange forebygge, hvis vi griber ind tidligt, siger Susan Fiil Præstegaard.  

Hun peger også på det styrkede samarbejde med boligforeningerne og på muligheden for at tilbyde borgere økonomisk rådgivning som forklaringer på den positive udvikling. Samtidig har afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser betydet, at nogle af de fattigste borgere har fået lidt bedre mulighed for at betale husleje.  

Det faldende antal udsættelser var et af i alt fem områder, som Socialudvalget fik status for på udvalgets møde onsdag den 22. maj. De fire øvrige var: 

  • Årsstatus vedrørende ledelsestilsyn på personsager for ydelser omfattet af statsrefusion.  
  • Årsopgørelse over indberettede magtanvendelser for 2012. 
  • Oversigten over antallet af indberettede magtanvendelser for 1. kvartal 2013. 
  • Status vedrørende Københavns Kommunes exit-pakke på prostitutionsområdet.

Læs mere om faldet i antal udsættelser og de øvrige orienteringspunkter