Arkivnyhed - kan være forældet

Få hurtigt svar med din kommune i lommen

11.12.2012
Børnehaver, legepladser, parkeringskort, ejendomsskat, byggetilladelse og alle de andre ting, du har brug for viden om i dagligdagen, får du nu meget nemmere adgang til, når Københavns Kommune relancerer hjemmeside og app.

Hvorfor stille sig i kø i et borgerservicecenter eller hænge i telefonen, når du selv har svarene på rede hånd. Måske du er på legepladsen og drøfter institutioner eller barselsregler med andre forældre, måske du sidder i din bil og er usikker på parkeringsreglerne, eller måske står du i det hus, du overvejer at købe og kommer i tvivl om reglerne for at bygge til.  

Hvad enten du søger på www.kk.dk eller direkte i din Borgerservice-app, får du dit svar med kun et par klik.  


Nyt kk.dk

For dig som borger er det blevet nemmere og hurtigere at finde de informationer, du har brug for. Hjemmesiden har fået ny brugervenlig navigation og design. Du vil opleve, at det er nemt at få overblik og finde rundt, og at du med søgefunktionen nemt finder svar på dine spørgsmål.   

Samtidig er sitet tilgængeligt for ALLE københavnere. Det vil sige for dig, der er blind, ordblind eller motorisk handicappet er det nu langt nemmere at bruge kk.dk. 

’Det er meget vigtigt, at ALLE byens borgere kan tilgå AL information på vores hjemmeside. Jeg er derfor meget stolt af at præsentere det flotte resultat, som er blevet til med udgangspunkt i brugernes behov’, siger Thomas Jakobsen, direktør i Københavns Borgerservice.  


Ny app

Med den opdaterede Borgerservice-app har du svarene endnu tættere på.  

’Københavns Borgerservice er sat i verden for at hjælpe københavnerne, og det er vores opgave at sikre, at det er nemt for den enkelte dels at komme i kontakt med os, dels at finde den nødvendige information. Med den nye app bliver det endnu nemmere’, siger Thomas Jakobsen.  

Ud over svar på spørgsmål om borgerservice, viser app’en også vej til bl.a. byens svømmehaller, legepladser og biblioteker. Og så kan du følge med i den politiske dagsorden og i de daglige nyheder – alt sammen information, der handler om dig, din by og din hverdag. 

Få Borgerservice-app’en både i App Store og Android.


For yderligere oplysninger: Kontakt Thomas Vinther, Digitaliseringschef i Københavns Kommunes Borgerservice, tlf. 2639 7722