Arkivnyhed - kan være forældet

Er du berørt af kræft og har brug for en livline?

21.10.2013
Center for Kræft og Sundhed København er denne uge sammen med Kræftens Bekæmpelse og TV 2 om at Knække Cancer. Centret tilbyder gratis fysisk træning, kostvejledning, rygeafvænning, undervisning, rådgivning og samtalegrupper, og skaber også mulighed for sociale netværk.

Klatrevæg i kamp mod kræft 


Senest har centret fået et udendørs træningsanlæg med klatrebane, multiboldbane, bordtennisbord og græsbakker, hvor fodbold, volleyball og klatring supplerer indendørs træning som konditions- og styrketræning. Foruden den træning, der er helt tæt på centret, er der også træning i naturen i form af kajak, klatring og mountainbike-ture.



Tilbud til alle berørte

Der er tilbud til både kræftpatienter, pårørende og efterladte i Center for Kræft og Sundhed, som hvert år har knap 900 kræftramte københavnere i rehabiliteringsforløb, og knap 900 nye henvendelser til kræftrådgivningen i København, ved Kræftens Bekæmpelse, der også ligger i centret.



Hjælp fra dag ét

Centret modtager dig fra den dag, du får stillet en kræftdiagnose, og har en åben café, hvor der altid er en medarbejder til at tage imod. Center for Kræft og Sundhed ligger på Nørre Allé 45 på Nørrebro. Læs mere om tilbuddet på www.kraeftcenter-kbh.dk