Arkivnyhed - kan være forældet

Endnu to cykelbroer slår rekorder

19.12.2016
Cykeltrafikken på de broerne Cykelslangen og Bryggebroen sætter rekorder og viser stor succes for genvejene over havnen.

Det går kun en vej for brugen af Cykelslangen og Bryggebroen i København, og det er frem. På bare et år er cykeltrafikken på broerne steget med 37 og 40 pct., og dermed er der sat nye rekorder for antallet af cyklende på de to forbindelser.

For halvanden måned siden solede Inderhavnsbroen sig i opmærksomhed på grund et overraskende højt antal brugere, og nu viser nye tal for Cykelslangen, at der langt fra er tale om en enlig svale. På blot et år er trafikken på Cykelslangen steget med 37 pct., og det betyder, at hele 20.700 tog en tur over broen på en hverdag i september.

Succesen for Inderhavnsbroen og Cykelslangen får dog ikke lov at stå alene. På Bryggebroen krydsede hele 23.800 cyklister havnen på en hverdag, og det er en stigning på over 40 pct. og samtidig det højeste antal nogensinde. Tallene bakker flot op om den ændring i trafikmønstret, Københavns Kommune registrerede for nylig; nemlig at der ved trafiktællingerne i september for første gang var flere cykler end biler, der krydsede søsnittet dagligt. Noget som blev bemærket i medier verden over.

I 2018 kan københavnerne se frem til endnu en genvej over havnen. Til den tid skulle et alternativ til Langebro gerne stå færdig på den nordlige side af det nuværende led mellem H.C. Andersens Boulevard og Amager. Broen benyttes i dag af over 40.000 cyklister i døgnet. 

Cykeltællingerne blev foretaget i september, som var særligt varm og solrig, hvilket kan have spillet ind på valget af transportmiddel.

Trafik på de nye cykelgenveje over havnen

I 2006 åbnede Bryggebroen, som på samme måde som Inderhavnsbroen er en genvej til cyklende og gående over havnen. På forbindelsen mellem Islands Brygge og Dybbølsbro kører der nu 23.800 cyklister på et hverdagsdøgn. I 2015 var tallet 16.900, i 2014 14.400.

For Inderhavnsbroen er tallet 17.300 cyklister.

I 2008, to år efter Bryggebroens åbning, undersøgte Københavns Kommune effekten af broen. Her svarede 12 % af cyklisterne, at uden Bryggebroen ville de ikke ellers have benyttet cyklen på den tur eller ville ikke have haft foretaget turen. Det svarer til ca. 4.600 nye cykelkm. per døgn og knap 800 færre km. kørt i bil.

Desuden blev nedenstående årsager til at benytte broen angivet. At broen bidrager til at gøre rejsen væsentligt hurtigere og kortere er den vigtigste årsag, og Cowi beregnede, at de dengang ca. 5.500 cyklister på Bryggebroen sparede i alt ca. 16.000 km per døgn svarende til cirka 1.000 timer som følge af Bryggebroen.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.