Arkivnyhed - kan være forældet

En ny juletradition er opstået på Vesterbro

16.12.2013
I stedet for at sætte et grønt træ op, er årets juletræ i Enghaveparken bygget af 250 fuglekasser.

Den 1. december blev julen danset ind med et brag af en fest i Enghaveparken på Vesterbro. Det er andet år i træk at Områdefornyelsen Vesterbro, Kulturanstalten, Vesterbro Lokaludvalg og naturværkstedet Træstubben samarbejder om at samle børn og voksne til en julefejring i Vesterbros grønne åndehul. 

Juletræsfesten skiller sig ud ved, at juletræer og julestads er lavet af skrald og resttræ, og Vesterbros børn er aktive medskabere af festen.

I løbet af november måned har omkring 360 børn bygget små juletræer af resttræ, bolchepapir og sågar et par afhuggede hønsefødder i Træstubbens værksted i Saxoparken . Træerne bliver udstillet til juletræsfesten, så børnene kan vise forældrene, hvad de har lavet.

- Juletræsindustrien forurener grundvandet og har ikke noget med natur at gøre. Men kan vi finde på noget, der kan stå i stedet for det almindelige juletræ? Julen er jo normalt en forbrugsfest, men vi laver det til en fest for fornyelse og kreativitet. Og børnene er fuldstændig med på den, de er åbne og ser mulighederne, fortæller miljømedarbejder Felix Becker.

Juletræ af fuglekasser.

Det store 'julefugletræ' er bygget af 250 fuglekasser af krydsfiner, der var i overskud fra en siddeinstallation på Roskilde Festival.  Juletræet er hult, så både børn og voksne kan lege skjul.

Kunstneren bag ideen Thomas Dambo arbejder udelukkende med skrald og genbrugsmaterialer, og lavede blandt andet skraldesamfundet 'Remake Utopia' til Images Festival på Dronning Louises Bro.