Arkivnyhed - kan være forældet

EM-fodbold til København i 2020

14.01.2015
København skal være én af 13 værtsbyer for EM i fodbold i 2020. Det har UEFA besluttet ved en ceremoni i Geneve.

Som markering af 60-året for EM i fodbold har UEFA besluttet, at fodbold-EM i 2020 skal spilles i 13 europæiske byer. København er udvalgt til at være én af værtsbyerne, der skal lægge græs til tre indledende kampe og en ottendedelsfinale i Parken.

Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester i København, glæder sig over, at det er lykkedes at få fodbold-EM til hovedstaden.

”Jeg har lyst til at råbe huttelihut. Det er kæmpe stort, at København skal lægge grønsvær til europamesterskabet i fodbold, et de største sportsarrangementer i verden. Jeg har svært ved at få armene ned af begejstring over, at danskerne kommer til at opleve fodboldstjernerne på tæt hold, både på banen og i byen,” siger borgmesteren.

Dansk Boldspil-Union (DBU), Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen og Københavns Kommune står bag det danske EURO 2020-bud.