Arkivnyhed - kan være forældet

Droner skal give P-overblik

23.11.2016
Højtflyvende droner vil i de kommende uger tjekke, hvordan vi bruger parkeringspladserne i København.

Hvordan bruger vi parkeringspladserne i København? Det vil Teknik- og Miljøforvaltningen i de kommende uger undersøge med hjælp fra højtflyvende droner og interviews med lokale bilister. 

Hvor længe holder bilerne parkeret på den samme plads? Og er det beboere, pendlere eller besøgende, der benytter parkeringspladserne? 

Der er rift om parkeringspladserne, særligt på Indre Østerbro og Vesterbro, og derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen nu undersøge, hvordan parkeringspladserne bliver brugt, og om der er en tendens til, at bilerne holde på den samme plads i længere perioder. Målet er at blive klogere på, om parkeringspladserne i København kan udnyttes bedre.  

Dronen overflyver Indre Østerbro og Indre Vesterbro 

Som noget nyt har Teknik- og Miljøforvaltningen allieret sig med en droneflyver, der – hvis vejret tillader det - vil overflyve et område på Indre Østerbro og Indre Vesterbro en time midt på dagen tre gange i løbet af uge 47. Dronen er en effektiv og billig metode, der kan give et meget præcist billede af, hvordan bilerne i et givet område holder parkeret, og ved at gentage flyvningen tre gange i samme uge, kan man se, om det er de samme biler, der holder i området ugen igennem. Dronen flyver så højt, at man ikke kan identificere bilernes nummerplader, men man kan se farve og omrids, der er nok til at afklare, om det er den samme bil, der holder parkeret. På samme vis vil man heller ikke kunne genkende personer ud fra droneoptagelserne.

Politikerne skal vurdere ny P-redegørelse i 2017

P-redegørelse skal Ud over droneflyvning vil Teknik- og Miljøforvaltningen supplere undersøgelsen med interviews med parkerende bilister i de to nævnte områder samt i Sankt Kjelds Kvarter, på Indre Nørrebro og på Amager i løbet af uge 49. Målet er at få mere viden, hvorfor bilisterne parkerer netop her, men også at undersøge, om bilisterne eksempelvis kunne være interesserede i at benytte delebilsordninger, eller om garantien for en plads i et tilstødende P-hus, kunne få dem til at parkere deres bil lidt længere væk fra bopælen. Resultaterne fra undersøgelsen vil indgå i Teknik- og Miljøforvaltningens parkeringsredegørelse, der fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget i 2017.  

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.