Arkivnyhed - kan være forældet

Dokumentarserie om livet i en plejefamilie

03.04.2014
I sidste uge kunne man på DR se første afsnit af en ny dokumentarserie om, hvordan det i virkeligheden foregår, når et barn kommer i pleje.

Socialforvaltningens Center for Familiepleje og Børnefamiliecenter København har givet to DR-journalister lov til at skildre, hvordan processen er i Københavns Kommune, og hvordan livet i plejefamilien siden former sig.

I serien møder man en række forskellige plejefamilier og plejebørn. Blandt dem er 17-årige Micky, der blev født med abstinenser, fordi hans mor var narkoman. Han kom som helt lille i pleje hos Morten og Ulla, og her har han boet siden.

Klaus Wilmann, der er chef for Center for Familiepleje, fortæller:
”Vi valgte at deltage i samarbejdet med DR, fordi DR havde fokus på børnenes oplevelse, og gerne ville vise et nuanceret billede af livet i en plejefamilie. Det mener vi, er vigtigt, både for børnene og familierne. Vores plejefamilier løfter en meget væsentlig opgave. Og selv om udsendelsen også sætter fingeren på noget af det, der er svært, så håber vi, at dokumentaren kan give nye familier lyst til at give sig i kast med den opgave.”

Ambitionen med dokumentarserien er at komme bag om overskrifterne, aflive myter og fordomme om plejefamilier, og give seerne et nuanceret billede af, hvordan livet ser ud for plejebørn og deres familier.

Serien bliver sendt torsdag aften kl. 20.30 på DR1.

Læs mere om dokumentarserien på dr.dk

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.