Det bobler i København

01.03.2017
  • www.boblberg.dk
Boblberg.dk er det nyeste tiltag for at hjælpe københavnerne ud og bruge byen mere aktivt sammen med andre.

Fritidsinteresser bliver både sjovere og mere givende, når man har nogen at dele dem med - og måske er din nye makker kun få klik væk.

Københavns Kommune åbner 1. marts en ny borger-til-borger portal i samarbejde med boblberg.dk. Formålet er at styrke københavnernes fællesskab. Her får borgerne mulighed for at gøre noget aktivt og møde nye mennesker ved hjælp af få klik.

”På boblberg.dk giver vi københavnerne mulighed for at skabe kontakt til andre med samme interesser og måske den vej igennem chancen for nye venskaber, mens man dyrker sine fritidsinteresser og byens mange muligheder,” fortæller Thomas Jakobsen, direktør i Københavns Kommune, og fortsætter: ”Vi ved, at fællesskaber betyder meget for menneskers livskvalitet, derfor er jeg glad for, at vi kan skubbe lidt på vej med denne platform.”

Boblberg.dk er baseret på interessefællesskaber. Så uanset om du er tilflytter eller indfødt københavner, kan du udvide dit netværk og finde andre med samme interesser fx en løbemakker, læseklub eller nogen at lave musik med.

Du kan oprette dit eget opslag – en boble – eller svare på andres opslag og på den måde finde en at dele netop din interesse med. Opret dig nu eller læs mere på www.boblberg.dk

Fakta

Boblberg er en borger-til-borger portal, hvor du kan finde andre at dele din fritid og interesser med i Københavns Kommune.

Det kan f.eks. være:

  • Nogle at gå/vandre med
  • En cykelmakker
  • Starte en strikke eller hækleklub
  • Komme i gang med en læsegruppe
  • Nogle at tage på friluftstur med
  • Lære at tale dansk
  • Frivilligt arbejde
  • Kaffeven eller –veninde

Boblberg er udviklet i samarbejde med tre af landets kommuner, 2.500 borgere fra hele Danmark samt et stort udsnit af organisationer, som har berøring med kultur, fritid, sundhed og frivillighed.

I dag benyttes Boblberg af 13 kommuner, heriblandt Frederiksberg og Hvidovre Kommune i Hovedstadsområdet.

Mere end 15.000 brugere er i dag en del af Boblberg.

Boblberg.dk er for alle og tilgængelig på både computer, smartphone og tablet. I dag er der brugere på fra 15 til 91 år.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.