Arkivnyhed - kan være forældet

Den smarte fremtid flytter ind i hjertet af København

08.06.2016
København indvier bylaboratorium, hvor kommunen sammen med private virksomheder vil udvikle smarte og bæredygtige teknologier.

Hvad betyder det for luftforureningen, hvis biltrafikken på en gade bliver reduceret og flere tager cyklen? Vil flere droppe bilen, hvis man hjemmefra kan se, at der er få ledige parkeringspladser ved endemålet? Hvilken rute er den smarteste at køre, når kommunen skal tømme byens skraldespande og vande vejtræerne? Det vil Københavns Kommune teste sammen med private virksomheder i hovedstadens nye Street Lab i hjertet af København.

Den grundlæggende infrastruktur i testlaboratoriet er udviklet og vil blive drevet af it-virksomheden Cisco, lysgiganten Citelum og TDC Erhverv. Men flere danske og udenlandske virksomheder vil få mulighed for at teste deres smart city løsninger i testcentret, der er afgrænset af den cykel- og gangvenlige Vester Voldgade, Danmarks mest trafikerede vej H.C. Andersens Boulevard, Rådhuspladsen og havnen. Det giver virksomhederne mulighed for at afprøve teknologierne i meget forskellige testmiljøer inden for et meget afgrænset område. Adgangsbilletten til laboratoriet bliver, at teknologien er ny og banebrydende, og at den på sigt kan hjælpe storbyer verden over med at løse problemer som trængsel, luftforurening og reducere CO2-udledningen.

Efterspørgslen på nye smarte løsninger vil stige i takt med at overflytningen fra land til by tager til. I 2050 ventes to tredjedele af verdens befolkning at bo i storbyer. Allerede i 2020 ventes markedspotentialet på smarte, teknologiske løsninger at ligge på 400 mia. USD.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.