Arkivnyhed - kan være forældet

Copenhagen udfordrer Europas metropoler

13.08.2014
Over 100 politikere og kommunaldirektører mødes til borgmestertopmøde om et nyt branding- og vækstinitiativ, der skal skabe vækst og job i det østlige Danmark.

Fælles brand for de 46 kommuner og to regioner på Sjælland. Fælles besøgstjeneste for udenlandske delegationer. Og fælles investorportal, hvor udenlandske investorer fx kan finde attraktive byggegrunde.



Det er bare nogle af de tiltag, som borgmestre, regionsrådsformænd, erhvervsudvalgsformænd og kommunaldirektører skal diskutere på borgmestertopmøde den 14. august i Roskilde. Tiltagene skal være med til at tiltrække internationale investeringer, skabe vækst og job og dermed styrke området og Danmark som helhed i konkurrencen med bl.a. Stockholm, Hamborg og Berlin.



”Den globale konkurrence er benhård, og Danmark er et lille land. Derfor er det helt afgørende, at vi arbejder sammen og anerkender, at by og opland er dybt afhængige af hinanden, når det handler om at skabe vækst og tiltrække investeringer til området. Frem for at tænke småt og lokalt, skal vi tænke stort og regionalt”, siger overborgmester Frank Jensen (S).



”Kinesiske investorer regner det ikke for noget, om en virksomhed ligger 70 kilometer uden for København. Det er stadig ”Copenhagen” for dem. Derfor vil vi gøre op med den konkurrence, der har været mellem land og by, mellem syd og nord og mellem region og kommune. Vi vil arbejde sammen som én fælles metropol”, siger regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S).



Regionsrådsformand for Region Sjælland Jens Stenbæk tilføjer:

”Det er vigtigt, at vi synliggør de styrker, vi har i de forskellige dele af metropolregionen, og bringer dem i spil der, så vi sammen kan skabe større initiativer. Eksempelvis har vi mange aktiviteter som udvikler fødevaresektoren og produktionserhverv i Region Sjælland, og de bedste initiativer skal vi udvikle videre sammen i den store metropolregion.”



Formand for KKR Hovedstaden Steen Christensen:

”Hvis vi vil skabe vækst i metropolregionen, skal vi trække på samme hammel og ikke lade os begrænse af kommune- eller regionsgrænser”.



Niels Hörup, formand for KKR Sjælland:

”Ambitionen er at vi i 2020 mindst skal have vækst på niveau med andre sammenlignelige metropoler. Det kan kun realiseres i fællesskab. Sammen er vi bedst”.



Hovedstadsområdet taber terræn til andre europæiske metropoler, når det handler om at tiltrække virksomheder, der kan skabe vækst og nye arbejdspladser i regionen. Hvor Stockholm havde en vækst på knap 5 % fra 2010-2012, var den i København-Malmø på kun 0,4 % i samme periode.Derfor har kommunerne sammen med Region Hovedstaden og Region Sjælland taget initiativ til et samarbejde om at skabe en sammenhængende business region.  Et samarbejde, hvor hele området fra Helsingør Kommune i nord til Lollands Kommune i syd markedsføres under den fælles betegnelse Copenhagen. Og som foreløbigt består af otte konkrete initiativer, som skal styrke den fælles indsats for mere vækst.

Målet med samarbejdet er at få væksten i området på niveau med de mest succesfulde metropoler i Europa.



For mere information

  • Jakob Elkjær, pressechef for overborgmester Frank Jensen, Københavns Kommune, tlf. 2810 4898
  • Regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Region Hovedstadens pressevagt: tlf. +45 7020 9588
  • Regionsrådsformand Jens Stenbæk, Region Sjælland, tlf. 20 37 11 98
  • Formand for KKR Hovedstaden Steen Christensen, tlf. 4050 8507
  • Formand for KKR Sjælland, Niels Hörup, tlf.: 6166 0375

Fakta

  • Borgmestertopmødet afholdes den 14. august kl. 12.00-16.00 i Roskilde hos Comwell Roskilde, Vestre Kirkevej 12, Himmelev. Pressen er velkommen.
  • Samarbejdet Fokuseret Vækstdagsorden blev lanceret i 2012 af Kommunernes Kontaktråd Hovedstaden, Kommunernes Kontaktråd Sjælland, Region Hovedstaden, Region Sjælland og Københavns Kommune. Alle 45 øvrige kommuner i området er inviteret med. Parterne er også i dialog med Region Skåne, en række svenske kommuner og Kommuneforbundet Skåne om deltagelse i samarbejdet.
  • Samarbejdet bygger videre på det tætte samarbejde, der allerede eksisterer blandt aktørerne inden for sundhedsområdet, klimaområdet, infrastruktur og turisme.
  • Foreløbig er der lanceret otte indsatsområder under samarbejdet:
    • Fælles brand: Copenhagen bliver den samlede betegnelse for hele området i alt international markedsføring
    • Fælles modtageapparat og én indgang for udenlandske delegationer.
    • Fælles modtagelse af internationale borgere i International House Copenhagen
    • Den fælles vision for fokuseret vækstdagsorden beskrives i et fælles opslag om regional udvikling, som kan integreres i de danske kommuners kommuneplaner, de svenske kommuners översigtsplaner og regionernes vækst- og udviklingsstrategier.
    • Fælles investorportal med fokus på markedsføring af regionen og tiltrækning af udenlandske investeringer.
    • Fælles fødevaresatsning, hvor centrale aktører definerer handlingsforslag i fyrtårnsprojekter som viser veje til hvordan fødevare kan bidrage til fortsat vækst og beskæftigelse i det østlige Danmark.
    • Fælles trafikcharter med overordnede mål og ønsker på infrastrukturområdet, som den samlede metropolregion kan prioritere efter og i fællesskab arbejde for en optimal infrastruktur for regionen der understøtter by og opland.
    • Fælles kompetenceløft inden for turisme og serviceerhverv om at udvikle en særlig kvalitetsservice i Region Hovedstaden og i Region Sjælland på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, såvel i storbyen som i Københavns hyggelige baghave, ved kysten og på landet.
  • Danmark og hovedstadsregionen oplever i disse år udfordringer med at skabe vækst, høj produktivitet og arbejdspladser og halter efter andre europæiske metropoler.