Arkivnyhed - kan være forældet

Buspassagerer i København får lyst og let læ

08.09.2015
Passagererne på Københavns busruter kan se frem til lysere ventetider og bedre information om den kollektive trafik

Fra næste sommer kan byens buspassagerer glæde sig til mere lys både sommer og vinter, når de skal vente på bussen. Byens nye buslæskærme får nemlig tage af glas og i det hele taget et mere let og enkelt design, så de ikke stjæler fokus i byrummet. Samtidig vil 75 pct. af læskærmene – fordelt på de mest benyttede busstoppesteder – få indbygget digital information om ventetider. Og de ca. 125 travleste knudepunkter vil tillige blive udstyret med store skærme med uddybende info om alternative rejsemuligheder.

”De nye læskærme giver endnu bedre vilkår for buspassagererne i København, og det er afgørende, hvis vi skal have flere til at lade bilen stå. Samtidig bliver læskærmene udformet, så det bliver lettere for vores medarbejdere at gøre rent omkring busstoppestedet, for det er helt afgørende at finde stadig mere effektive metoder til renhold, når vi konstant bliver flere københavnere,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Det er Holscher Design, der står bag de nye læskærme, som er en del af en ny 15-årig aftale om reklamebærende byudstyr, som Københavns Kommune har indgået med AFA JCDecaux A/S. De i alt 620 nye buslæskærme vil blive sat op i byen fra 1. juli -1. november næste år. Samtidig vil nyt design af ubemandede toiletter og fritstående reklamestandere også indtage byen. Som et led i aftalen vil der komme færre reklamer i det københavnske bybillede, da AFA bød ind med at fjerne i alt 90 store reklamebærende elementer.

Fælles for det nye design af læskærme, toiletter og reklamestandere er, at det er udformet til at glide selvfølgeligt ind i bybilledet, og at hver af elementerne kun har ét bæringspunkt. Det betyder dels, at helhedsindtrykket bliver lettere, men også at det bliver nemmere at rengøre for kommunens medarbejdere. Et element, der har været afgørende for Københavns Kommune.

Miljøet nyder også godt af aftalen, der indeholder en række energibesparende elementer. Dels vil en del af byens reklamer fremover blive vist på digitale skærme frem for trykt papir. Dels vil AFA’s medarbejdere benytte elcykel eller elbil, når den daglige drift og vedligehold skal udføres. Endelig vil læskærme og reklamestandere blive rengjort med regnvand, og der bliver integreret solceller og LED-belysning i en del af byudstyret.