Arkivnyhed - kan være forældet

Brofag til Cykelslangen på vej fra Kina

25.02.2014
De tonstunge brosegmenter til cykelbroen mellem Fisketorvet og Bryggebroen er på vej med skib fra Shanghai.

De store brosegmenter har forladt havnen i Shanghai, og forude venter syv uger på havet, før de ankommer til København i begyndelsen af april.

Det betyder, at arbejdet med cykelslangen mellem Fisketorvet og Bryggebroen nu kan gøres færdig til gavn for de 12 000 cyklister, der hver dag krydser havneløbet.

Brosegmenterne omlastes i Nordhavn, hvor en pram sejler dem videre ind i Københavns Havn til Kalvebod Brygge.  I april og maj måned løftes segmenterne på plads, hvilket betyder, at det i perioder er nødvendigt at omlægge færdslen for cyklister og gående på strækningen ved Fisketorvets promenade mod nord.

Hele arbejdet forventes afsluttet i juli, hvor Cykelslangen planlægges at åbne. Den forventede færdiggørelse er en mindre, men yderligere forsinkelse, i forhold til den seneste forventning om, at rampen kunne åbne i maj. 

Når cykelforbindelsen står færdig, er der direkte forbindelse for cyklister, der skal fra Vesterbro til Islands Brygge og videre til Vestamager.

Her kan cyklister og gående tage en smutvej over Amager Fælled på den eksisterende sti mellem Axel Heides Gade til Ørestads Boulevard, som i løbet af foråret bliver renoveret. Stien bliver asfalteret, og der bliver sat belysning op, så cyklister og gående kan orientere sig sikkert og trygt.

Fakta

  • Cykelforbindelsen er 230 meter lang og skal forbinde Bryggebroen/ Havneholmen med Kalvebod Brygge/ Dybbølsbro.
  • Broen kommer til at slynge sig over både vand og land i første sals højde.
  • De 12 000 cyklister, der hver dag passerer Bryggebroen, vil få fornøjelse af forbindelsen, når den er færdig.
  • Når de mange cyklister kommer op på broen, vil det også betyde bedre forhold for de gående og mere plads til ophold, havnebad og bådudlejning på promenaden ved Fisketorvet og Hotel Island.
  • Arbejdet med at anlægge cykelforbindelsen startede i slutningen af 2012. Det er planlagt at forbindelsen står færdig i juli 2014.

    Cykelforbindelsen skulle oprindeligt være færdig i anden halvdel af 2013 men blev forsinket af flere omgange. Først på grund klager fra en grundejer på Havneholmen, og siden på grund af udfordringer med leverancen af stålet til brosegmenter og rampe.
  • Københavns Kommune er bygherre af cykelforbindelsen og MT Højgaard er hovedentreprenør.
  • Foto: MT Højgaard