Bliv viet under Copenhagen Pride Week

01.08.2017
Der er kærlighed i luften under Copenhagen Pride Week. I år kan I blive gift på særligt udvalgte steder i København.

Københavns Kommune har i samarbejde med Copenhagen Pride arrangeret en række ekstraordinære vielser under Copenhagen Pride Week, der finder sted fra 15. - 19. august 2017. I løbet af de fem dage kan danske og internationale homoseksuelle par fejre deres kærlighed ved at blive viet et utraditionelt sted i byen, såsom Cirkelbroen og Ørstedsparken.

LGBTQIA-forkæmperne Hans Pilgaard, Rufus Gifford og Leonora Christina Skov vil stå for vielsestalerne for de par, der måtte ønske det. Kulturborgmesteren bakker op om initiativet:

”Med vielserne under Copenhagen Pride Week, kan forelskede par få en oplevelse for livet. Det at blive gift er noget helt særligt, og når det så tilmed foregår i Nordens Paris, under Copenhagen Pride Week og med stærke LGBTQIA-profiler i front, så kan det kun blive nogle romantiske og særlige dage,” lyder det fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), der har ansvaret for vielser i Københavns Kommune.

Fakta om vielserne under Copenhagen Pride Week:

  • De ekstraordinære vielser under Copenhagen Pride Week er arrangeret af Københavns Kommune, i tæt samarbejde med Copenhagen Pride. Copenhagen Pride Week finder sted 15. -19. august 2017.
  • Parrene har mulighed for at melde sig til på idocph.kk.dk 
  • De særligt udvalgte vielsessteder er Rådhushaven, Ørstedsparken og Cirkelbroen
  • En giftefoged fra Københavns Kommune har ansvaret for det juridiske under vielserne, mens tre LGBTQIA-forkæmpere vil stå for talerne til parrene:
    • Hans Pilgaard, journalist og foredragsholder: 15. august klokken 12-14 i Rådhushaven
    • Leonora Christina Skov, forfatter og litteraturanmelder: 18. august klokken 14-16 i Ørstedsparken
    • Rufus Gifford, tidligere ambassadør for USA i Danmark: 19. august klokken 10-12 på Cirkelbroen

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.