Arkivnyhed - kan være forældet

Billedskolen fejrer jubilæum med udstilling på Københavns Rådhus

22.04.2015
I år er det 25 år siden, København fik sin billedskole. Det bliver fejret med en stor jubilæumsudstilling på Københavns Rådhus.

400 elever fra Billedskolens fritidshold har givet den fuld gas med alt fra hulemalerier og rokoko til Dada og samtidskunst i udstillingen ’Kunsthistorien – sådan cirka’, som er Billedskolens hyldest til både de kendte og de mere obskure hjørner af kunsthistorien. Udstillingen, der løber fra d. 25. april til d. 7. maj, kan ses på Københavns Rådhus i forbindelse med Billedskolens 25-års jubilæum.

Udstillingen viser, hvad børn og unge fra 1. klasse til 3.g kan, når de virkelig øver sig og får mulighed for at fordybe sig i billedkunstens univers sammen med deres undervisere. Billedskolens elever ved, hvordan man slider en blyant helt op, og hvordan man udtrykker sig i materialer som ler, gips og krydsfiner. De kan håndtere tuschpenne, linoleumsknive, dryppende pensler og digitale tegneplader, og det ses tydeligt i udstillingen.

Her kan man blandt andet se kunsthistoriens store mestre som Leonardo Da Vinci og Asger Jorn blive fortolket og tilført ny energi af eleverne, der i årets løb har fået undervisning i billedkunst, tegning, tegneserier, animation og maleri. Som en af eleverne siger: Det er dejligt, at vi er børn, for så har vi også mere fantasi.

I forbindelse med jubilæet kan Billedskolen præsentere et flot katalog til udstillingen, der også fungerer som en mini kunsthistorie, som besøgende kan tage med sig hjem.

I samme anledning præsenteres også en anden ny udgivelse: Billedskolen i Tvillingehallen – Københavns billedskole gennem 25 år, som er rigt illustreret med elevernes værker. Bogen byder på reportager fra værkstederne, fortællinger fra eleverne samt interviews med Billedskolens erfarne undervisere om deres undervisningsmetoder og arbejdet med billedprojekter for skoleklasser. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.