Arkivnyhed - kan være forældet

Beboerne på indre Vesterbro er glade for stofindtagelsesrummet

07.12.2015
De fleste beboere er glade for stofindtagelsesrummet, men mange føler sig stadig utrygge ved at bo i området.

Det viser en undersøgelse, som Socialforvaltningen har lavet blandt beboerne i området, hvor stofindtagelsesrummet ligger, og hvor mange misbrugere færdes.

Undersøgelsen fandt sted på opfordring af beboere i september med det formål at afdække stofindtagelsesrummenes betydning for Vesterbro.

I alt 2900 beboere på Indre Vesterbro har fået en skriftlig invitation til at deltage i undersøgelsen. Området dækker Gasværksvej, Gl. Kongevej, Reventlowsgade og Ingerslevsgade. Invitation indeholdt tekst og et link til en elektronisk undersøgelse. I alt 430 borgere har svaret.

Af dem erklærer 83 procent sig enten enige eller helt enige i, at det er godt at der er kommet stofindtagelsesrum. 10 procent er uenige eller helt uenige, mens 7 procent ikke har en holdning.

Det er især børnefamilier, der er utrygge ved at bo så tæt på stofscenen på Vesterbro. 38,9 procent af respondenterne med børn svarer, at de ikke er føler sig trygge ved at deres børn færdes i et kvarter med stofmisbrugere. Men tilsvarende svarer 43,1 procent af børnefamilierne at de er trygge ved at bo i området.

Generelt viser undersøgelsen at jo tættere respondenterne bor på stofindtagelsesrummene, jo mere bekymrede er de. En del kommentarer fra respondenterne omhandler miljøet omkring stofindtagelsesrummene, hvor pushere, alfonser og prostituerede også er en del af gadebilledet. Især pusherne er aggressive og truende, mens der er meget larm og postyr omkring udearealet foran Skyen på Istedgade.

De samlede resultater vil Socialforvaltningen tage med sig i det videre arbejde med det kommende stofindtagelsesrum. Desuden bliver resultaterne sendt til samarbejdspartnere i Teknik- og Miljøforvaltningen og hos politiet.

Opdateret d. 8. december 2015

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.