Arkivnyhed - kan være forældet

Bank under bordet på bryllupskontoret

08.05.2013
Stjernerne er på de giftelystnes side og horoskopet lover lykke for de par, der tør gifte sig på den magiske dato 7-9-13.

Københavns Kommune inviterer igen til vielser af den helt utrolige slags. 

Spørger du stjernerne til råds, før du træffer store beslutninger som at fri til din hjertenskære? Så får du nok ekstra hjertebanken, når astrologerne nu vender tommelen opad til den næste helt specielle mærkedag i kalenderen, den 7. september 2013. 

Kombinationen af de tre tal 7, 9 og 13 anser astrologerne for at være meget lykkebringende og speciel. Men også københavnerne har blik for den pudsige og muligvis lykkebringende dato, og det giver allerede nu travlhed på bryllupskontoret på Københavns Rådhus. 

Giftefogederne forbereder sig på vielser i én lang strøm fra om formiddagen for alle de, der tror på en fælles fremtid. Men også for dem, der mener, at er mere mellem himmel og jord. Og tror man på det, duer det ikke at overlade selv starttidspunktet for dagens vielser til tilfældighederne: 

- Planeterne Mars (manden) og Venus (kvinden), som er væsentlige astrologiske faktorer i alle giftermål, står kl. 10.35 på en måde, der er meget sjælden i et horoskop, skriver astrolog Karl Aage Jensen i det horoskop, han har lagt for Københavns Kommune som optakt til vielserne på Københavns Rådhus.  

Han har derfor anbefalet kommunens giftefogeder at begynde serien af vielser præcis klokken 10.35, der giver de bedst tænkelig rammer om nye ægteskaber. 

- De to planeter udgør den feminine og den maskuline energi i livet og i ægteskabet. Begge energier er i stærk fokus i horoskopet, og derfor vil de mange ægtepar nyde godt af dette, kan man læse i horoskopet.

Men hver sin (over)tro. Hvert par skal have lov at forme sin egen vielse, understreger Flemming Otto, der er chef for Bryllupskontoret. 

- Om I vil bidrage med et ja, lidt salt over skulderen eller et bank under bordet som den bedste begyndelse på den nye tilværelse ved kun I selv. Datoen kommer ikke lige igen, så byens giftefogeder er klar til at gøre lørdag den 7.9. 2013 til en særlig oplevelse, siger han.