Arkivnyhed - kan være forældet

Bølgerne ruller til Seniorsurf

07.10.2013
Savner du at spille bridge med din veninder over nettet eller kender du én, der går glip af de mange andre muligheder, nettet giver for et aktivt seniorliv? Så grib fat i dem. Den 9. oktober er forholdene særligt gunstige for københavnske seniorer, der har mod på at tage deres jomfrutur ud på nettet.

På Københavns Hovedbibliotek og på Rådhuset står dygtige it-undervisere og engagerede frivillige klar til at vise dig internettets mange muligheder på en sjov og betryggende måde.

På Hovedbiblioteket er IT-cafeen på 3. sal åben fra kl. 11 – 17, og man kan bare komme forbi uden tilmelding. 

I Hovedkassen på Københavns Rådhus byder Københavns Borgerservice dagen igennem på oplæg og besøg i forskellige boder, hvor man med egne fingre og øjne kan prøve sig frem med den nye teknologi. Det hele foregår i et tempo, så der også er tid til en rådhuspandekage og en kop kaffe.

Begge arrangementer er gratis og en del af det landsdækkende Seniorsurf-initiativ. Målet er at give flere seniorer lyst til at opleve og prøve internettets mange muligheder, samtidig med at de selv får blod på tanden til at surfe videre. 

DR, Ældremobiliseringen og Ældre Sagen er sammen med offentlige myndigheder, biblioteker og borgerservice-centre i fuld sving med at hjælpe flere danskere i gang med de digitale muligheder. Erfaringerne fra både bibliotekerne og fra Ældre Sagens og Ældremobiliseringens mange datastuer rundt om i landet er, at når man først bliver bidt af internettet, får man hurtigt mod på mere. Fra 2011 til 2012 kom ca. 88.000 flere ældre på internettet.

I år er anledningen mere aktuel end nogensinde. Nu og i de kommende år kommer kontakten med det offentlige i stadig højere grad til at foregå på nettet. Det sker, når ansøgninger til det offentlige på stadig flere områder skal indsendes via nettet, mens alle borgere får tildelt en elektronisk postkasse, hvori brevene fra det offentlige havner. Arbejdet foregår som ’bølgeskvulp over fire år, så der hvert år kommer nye områder til. For mange seniorer er Senior surf-dagen derfor en god indgang til nettets mange tilbud om underholdning, men også til en surf-tur på virksomheder og myndigheder hjemmesider.

Københavns Hovedbibliotek, Krystalgade 15. Gratis adgang i IT-cafeen på 3. sal fra kl. 11 – 17. 

Hovedkassen på Københavns Rådhus. Kom forbi, få en rådhuspandekage og en kop kaffe og oplev

  • Kl. 09:00 Velkomst ved kontorchef for Københavns Borgerservice, Flemming Otto
  • Kl. 10:30 Oplæg om digital post og NemID fra Københavns Borgerservice
  • Kl. 11:00 Oplæg Ældrerådet ved Torben Knud
  • Kl.11:30 Oplæg om digital post og NemID fra Københavns Borgerservice
  • Kl. 12:30 Oplæg om digital post og NemID fra Københavns Borgerservice

Besøg vores forskellige boder på Rådhuset:

  • Få det offentlige på mobilen: Unge med mobiltelefoner & smartphones
  • Hjælp til borgerservice opgaver, herunder oprettelsen af Digital Postkasse og NemID ved vores
  • Borgerservice2Go-cykler
  • Bliv digital besøgsven – få en digitalbesøgsven. Hør om digital besøgsven eller du kan blive skrevet op til at
  • blive en digital besøgsven eller få en digital besøgsven
  • Prøv de nye teknologier af. Du kan selv teste og prøve Ipad, “duka”-pc og bærbar pc
  • Skype-hjørne/videodialog - velkommen til fremtiden
  • Digital quiz - deltag i DR`s digitale quiz på nettet og vind en Ipad