Arkivnyhed - kan være forældet

Atter strøm til konkursramte ladestandere

10.09.2013
Da elbilfirmaet Better Place Danmark A/S gik konkurs i juni blev strømmen slukket for 98 offentligt tilgængelige ladestandere i København. Men nu vender strømmen tilbage.

Energiselskabet E.ON har fået lavet en aftale med konkursboet, som gør, at de allerede med udgangen af september kan levere strøm til ladestanderne og til elbilsejere. De har nu fået grønt lys fra Københavns Kommune om at stå for driften på de ladestandere, som står på offentlig vej.

”Vi har givet tilladelse til E.ON, fordi deres løsning er meget fleksibel, mht. hvilke bil du kører i. Desuden vil de hurtigt kunne få strøm på ladestanderne og gøre dem tilgængelig for alle, som vil køre i elbil i København, ” siger Anders Møller, chef i Center for Parkering.

Der er i dag 226 elbilpladser og 129 ladestandere på offentlig vej i København - de 98 af dem har været slukket siden juni, da Better Place Danmark A/S gik konkurs.