Arkivnyhed - kan være forældet

Ansøgning skal opskalere ”Fritidsjob med Mentor”

13.02.2017
Socialudvalget har godkendt ansøgning på 17,4 millioner kroner til A. P. Møller Mærsk til indsatsen ”Fritidsjob med Mentor”.

A. P. Møller Fonden besluttede i 2016 at donere 750 millioner kroner til det sociale område. Og det er altså en bid af den kage, som Socialforvaltningen nu ansøger om.

Socialudvalget har godkendt, at forvaltningen søger om 17,4 millioner kroner over tre år til ’Fritidsjob med Mentor’, som Socialforvaltningen har kørt siden 2011. Socialforvaltningen har en egenfinansiering på ca. 9,5 millioner kroner i løbet af de tre år.

Socialforvaltningen ansøger i samarbejde med SFI, der vil gennemføre en effektvurdering til at supplere Socialforvaltningen egen evaluering.

Gode erfaringer

Socialforvaltningen har gode erfaringer med indsatsen, der gennemføres i samarbejde med Dansk Supermarked. Gennem samarbejdet ansættes unge, der har behov for særlig socialpædagogisk støtte, i et ordinært fritidsjob.

I det første halve år får de unge særlig opmærksomhed fra en medarbejder i den butik, der har ansat dem. Virksomheden kompenseres økonomisk for deres indsats med at ansætte, screene og støtte de unge.

De hidtidige erfaringer peger på, at den omhyggelige matchning og den særlige mentorkonstruktion, hvor det er butikkens almindelige medarbejdere, der støtter den unge, har en helt særlig betydning for, at disse unge kan få og beholde et fritidsjob.

Dansk Supermarked er også glade for samarbejdet, fordi de oplever, at de unge efter en håndholdt introduktion ofte bliver rigtig gode og stabile medarbejdere.

1000 unge i projektperioden

En bevilling fra fonden skal finansiere, at projektet bliver grundigt evalueret, beskrevet og opskaleret fra de nuværende godt 100 unge årligt til 400 unge i det sidste projektår, svarende til 1000 unge i projektperioden. Desuden skal der indgås aftaler med flere virksomheder, så viften af fritidsjob bliver bredere.

Socialforvaltningen vil bruge evalueringen og beskrivelsen af Fritidsjob med Mentor til dels at opbygge forvaltningens egen kapacitet til at drive projektet, dels at sprede konceptet til andre kommuner og dels til at  afklare, om mentorkonceptet kan udvikles, så udsatte københavnere gennem lignende mentorordninger fx kan få fuldtidsarbejde, komme i uddannelse, deltage i foreningslivet mv.

Håbet er, at ansøgningen forelægges fondsbestyrelsen på deres møde i maj.

Læs ansøgning mm.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.