Arkivnyhed - kan være forældet

Ansat dræbt på det socialpsykiatriske bosted Center Lindegården i Roskilde

26.03.2016
En kvindelig ansat på Center Lindegården i Roskilde blev fredag aften stukket ned med kniv af en 30-årig mandlig beboer.

Kvinden blev kørt til sygehuset, hvor hun få timer senere blev erklæret for død som følge af det knivstik, som beboeren påførte hende med en ca. 23 cm lang kniv.

Den kvindelige ansattes pårørende er underrettede. 

"Vi er alle sammen dybt berørte over den ulykkelige hændelse, der har ramt en af vores medarbejdere på Center Lindegården,” siger Nina Eg Hansen, der er administrerende direktør i Socialforvaltningen.

"Lige nu undersøger vi sagen sammen med politiet og regionen. Vi har et system, der træder i kraft, når vi har utilsigtede hændelser på vores tilbud. Vi arbejder løbende på at forebygge vold på bosteder og tilbud, men det er klart at en tragisk hændelse som denne giver anledning til at kigge vores procedure igennem," siger Nina Eg Hansen.   

Direktøren har været på besøg på bostedet i Roskilde. Det samme har flere centerchefer. 

Medarbejdere, beboere og pårørende får tilbudt krisehjælp og der er indkaldt ekstra personale fra andre botilbud. 

Opdateres løbende - senest  kl. 12.30.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.