Arkivnyhed - kan være forældet

Akutboliger til gadesovere

11.01.2013
Man ser dem af og til. De mennesker som ligger på gaden med deres poser og indkøbsvogne. Nu etablerer socialforvaltningen flere sovepladser, som er skræddersyet til deres behov.

Den seneste opgørelse fra SFI viser, at Københavns Kommune fra 2009-2012 har reduceret antallet af gadesovere med 20 procent. Det er dog fortsat en udfordring for socialforvaltningens gadeplansmedarbejdere at motivere en del af de hjemløse til et liv væk fra gaden. Her skal de nye akutboliger hjælpe. 



Akutboligerne er til de gadesovere, som det lykkes kommunens gadeplansmedarbejdere at overtale til at prøve et liv væk fra gaden og som ikke kan rummes på et herberg. Gadesoverne kan være svære at få i tale, da mange lider af psykiske sygdomme og er sky overfor andre mennesker. 



De nye akutboliger er separate lejligheder, og meningen er, at gadesoverne kan opholde sig der i en måned, inden de sluses videre til andre tilbud. Akutboligerne er en forsøgsordning, og det er planen at evaluere effekten af dem efter et halvt år.