Arkivnyhed - kan være forældet

Afbrændingsforbud i Københavns Kommune

24.07.2013
Sol og varme i København i de sidste mange dage har gjort byens grønne oaser til krudttønder. Derfor er der god grund til at passe på.

Det gode vejr øger faren for, at gløder fra din grill eller et henkastet cigaretskod antænder tørt græs, blade og grene i naturen.

I Københavns Kommune har der allerede været en del mindre brande i naturen.

"Brandene opstår typisk ved, at der er smidt engangsgrill i parkens skraldespand eller ved strandkanten. Men vi ser også, at der er skoddet cigaretter i altankasser og tagrender, hvilket har givet anledning til mindre brande”, fortæller vicebrandinspektør René Ruusunen fra Københavns Brandvæsen.

Det tørre vejr ser ud til at fortsætte, og derfor indføres der fra i dag d. 22. juli afbrændingsforbud overalt i kommunen.

Forbuddet indføres i medfør af § 11 i Beredskabsstyrelsens bekendtgø-relse nr. 679 af den 14. juni 2013 om brandværnsforanstaltninger ved afbrænding i det fri af halm, kvas, haveaffald og bål m.v.

Undtaget fra forbuddet er brug af grill, etablerede bålsteder ved strande og flytbare bålsteder i villahaver o. lign.

Forbuddet er udstedt af beredskabsmyndigheden i Københavns Kommune.

Der vil blive udsendt en ny meddelelse, når tørkeperioden er overstået og forbuddet ophæves. 

Læs bekendtgørelse om brug af åben ild og afbrænding her.

For yderligere oplysninger, ring til vicebrandinspektør René Ruusunen, 41 59 10 01.