Arkivnyhed - kan være forældet

12 virksomheder nomineret til Københavns Erhvervspris

17.05.2016
Københavns Kommune lancerede i marts måned en ny erhvervspris og nu er tolv københavnske virksomheder nomineret.

En cleantech-virksomhed, som producerer klimavenlige luftrensningssystemer og tiltrækker store investeringer. En arkitektvirksomhed, som bidrager til bæredygtige og innovative byggeprojekter, og samtidig er med til at sætte København på verdenskortet. En grøn innovationsvirksomhed, som skaber grønne byhaver på tværs af København. De nominerede kommer fra mange forskellige brancher og repræsenterer tilsammen et bredt udsnit af Københavns erhvervsliv.  

”De nominerede virksomheder går forrest for at skabe arbejdspladser og tage socialt ansvar. De bidrager til at gøre København til en attraktiv by, hvor vækst og livskvalitet går hånd i hånd.” siger overborgmester Frank Jensen, som ser frem til kåringen af vinderne (S).

”Vi har et klart mål om at få endnu flere københavnere i arbejde. Derfor er jeg glad for, at vi har så mange innovative virksomheder i København. Vi har brug virksomheder, der viser vejen og skaber nye arbejdspladser via innovative løsninger,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (RV).

”I København ønsker vi ikke vækst for enhver pris. Vækst skal respektere de høje ambitioner, vi har for miljø, klima og gode arbejdsvilkår for medarbejderne. Vi skal styrke samarbejdet med de virksomheder, der aktivt køber ind i vores rød-grønne erhvervspolitik, og det er erhvervsprisen et godt eksempel på,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

”København er i den absolutte superliga, når det kommer til at tiltrække investeringer. Derfor er det kun naturligt, at vi værdsætter de virksomheder, som skaber arbejdspladser og udvikler København. Samtlige nominerede virksomheder fortjener i mine øjne at vinde, da de alle sammen er med til at sikre en stærk, levedygtig og innovativ hovedstad,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

De nominerede virksomheder er alle inviteret til Københavns Erhvervstopmøde på Københavns Rådhus d. 13. juni 2016, hvor der kåres tre vindere. Her vil de nominerede virksomheder desuden få lejlighed til at drøfte udfordringer og muligheder for et bedre samarbejde mellem Københavns Kommune og virksomhederne.

Vinderne får ud over prisen tilbudt en plads i Københavns Erhvervsråd for en etårig periode, hvor virksomhederne har mulighed for at inspirere de øvrige medlemmer i rådet og medvirke til udviklingen af Københavns erhvervspolitik.  

Find begrundelserne for nomineringerne på hjemmesiden: www.kk.dk/erhvervspris

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.