Arkivnyhed - kan være forældet

”Det tog et år, før det lignede en forretning”

11.01.2013
Pia Pinkowsky har oprettet www.Innovationsboersen.dk, der formidler viden om og redskaber til innovation. Københavns Erhvervsservice har hjulpet virksomheden på vej.

Hun troede, at hun skulle oprette én virksomhed. Men her efter knap et års virke med Innovationsboersen, er der faktisk udsigt til, at Pia Pinkowsky i en nær fremtid kommer til at sidde for bordenden for hele tre virksomheder, der alle har innovation som fællesnævner.

Timingen er med hende. Den 42-årige cand. scient. pol., Pia Pinkowsky, med erfaring som projektleder i både privat og offentligt regi har nogle produkter på hylderne, der rammer lige ned i tidsånden. Innovation er på dagsordenen alle steder. Lønmodtagerkulturen får modspil i disse år. Danmark har for få iværksættere, og det skal der gøres noget ved, mener flere og flere. Fra folkeskole til universiteter skal elever og studerende lære at være mere innovative.

Innovativt mindset

”Alle i Danmark burde have et innovativt mindset. Vi sætter innovation på dagsordenen. Oprindeligt troede jeg, at det skulle være i form af en børs, hvor udfordringer og opfindere kunne mødes og udveksle tanker og bidrag til innovative løsninger. Innovationsboersen er kommet godt i gang, men det rækker langt videre.”

Pia Pinkowsky fortæller, at hun siden Innovationsboersen kom på nettet i marts sammen med fire projektansatte medarbejdere og en håndfuld frivillige hjælpere har udviklet dels en kursusvirksomhed og dels en projektudviklings- og fundraising virksomhed, der med afsæt i innovation hjælper med at uddanne mennesker til at arbejde med innovation og rejse penge til innovative projekter.

God mavefornemmelse

”Faktisk vil vi udvikle hvert forretningsområde for sig. Vi har allerede nu udsigt til et pænt overskud. Jeg har en god mavefornemmelse, og i 2013 skal jeg have styr på en masse overordnede ting omkring organiseringen af virksomheden.

Medarbejderne skal ikke længere blot være projektansat. Andre skal have andel i virksomheden. Jeg vil også forsøge at få en investor ind. For jeg kan se, at det måske kommer til at gå endnu hurtigere i de kommende år,” siger Pia Pinkowsky.

Det første hold på innovationsuddannelsen er kommet igennem. 

En række virksomheder har vist interesse for netop denne del af Pia Pinkowskys virksomhed.”Hvis evalueringen bliver så god som forventet, vil der komme pres på kursusdelen. Jeg vil dog ikke forcere udviklingen. Kvaliteten må der aldrig kunne stilles spørgsmålstegn ved,” siger Pia Pinkowsky.


Advisory Board

For godt to år siden henvendte hun sig første gang i Københavns Erhvervsservice, hvor erhvervsrådgiver Stig Sørensen kunne se både ideer og muligheder i de tanker, hun præsenterede.

”Stig fortalte mig, at ideen rakte helt ind på direktionsgangen”. Det ligge til familien at være selvstændig, både bedsteforældre, forældre og bror er det. Og da jeg ville være  en forretning,  valgte jeg som det første at blive registreret med CVR-nummer. Det åbnede faktisk også døre, når folk kunne se, at jeg ikke bare havde en fiks idé, men allerede var registreret som virksomhed.”

Pia Pinkowsky har så også været hjulpet af en kreds af frivillige med forskellige former for ekspertise inden for innovation og med erfaring fra såvel det politiske liv som forretningslivet.

”Jeg har været meget heldig med at kende nogle erfarne mennesker, som jeg har knyttet til min virksomhed i form af et Advisory Board. Her sidder en tidligere topchef, en tidligere politiker og andre med dybe faglige kompetencer, som jeg kan trække på. Det har taget et år, men nu begynder det at ligne en forretning.”