Mødedato: 15.11.2018, kl. 15:00
Mødested: KraftWerket, Valgårdsvej 2, 2500 Valby

Integration gennem idræt og foreningsliv, projektforslag fra Københavns Ungeråd

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvordan der skal arbejdes videre med et projektforslag stillet af Københavns Ungeråd.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, hvordan der skal arbejdes videre med Københavns Ungeråds projektforslag ”Integration gennem idræt og foreningsliv”.

Problemstilling

Københavns Ungeråd har den 20. september 2018 over for Borgerrepræsentationen foreslået, at Kultur- og Fritidsforvaltningen, sammen med relevante aktører, igangsætter et etårigt projekt, hvor børn og unge på udvalgte skoler præsenteres for et bredt udsnit af det lokale foreningsliv.

Borgerrepræsentationen henviste sagen til Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 1).

Løsning

Intentionen i Ungerådets forslag er, at eleverne via et øget samarbejde mellem skoler og foreninger introduceres til et bredt udvalg af foreningsaktiviteter, herunder også mere utraditionelle aktiviteter såsom rollespil og bueskydning. Ungerådet ønsker at fremme integrationen, hvorfor fokus er på skoler med mange elever med etnisk minoritetsbaggrund, som ikke deltager i det lokale foreningsliv. Ungerådet foreslår, at der tages udgangspunkt i de Sociale partnerskaber under Kultur- og Fritidsforvaltningen.

De Sociale partnerskaber er 16 foreninger beliggende i udsatte byområder. Foreningerne modtager årligt et tilskud fra Københavns Kommune til ansættelse af en ressourceperson (20 timer om ugen), der skal sikre, at driften i foreningen fungerer, således at der kan rekrutteres og fastholdes børn og unge fra lokalområdet. Partnerskaberne har med sit fokus på udsatte børn og unge stor erfaring med at mindske de barrierer, der kan være forbundet med at inkludere og fastholde målgruppen i foreningslivet. Foreningerne er fordelt over hele byen og dækker over en bred pallette af idrætsaktiviteter som fodbold, svømning, håndbold og kampsport, men også dans og rollespil. De sociale partnerskabsforeninger samarbejder i forvejen med lokale aktører om målgruppen, og flere af dem samarbejder allerede med lokale skoler, mens andre til stadighed afsøger nye muligheder for samarbejde.  

Forvaltningen hører ofte fra både partnerskabsforeningerne og andre foreninger, at de generelt oplever det vanskeligt at finde den rette indgang til samarbejdet med skoler. Samtidig fortæller skolerne, at lærere og pædagoger kan have svært ved at afsætte tid til at opsøge det lokale kultur- og foreningsliv og inddrage det i undervisningen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har mange års erfaringer med at understøtte samarbejdet mellem  københavnske folkeskoler og lokale kultur- og foreningstilbud. I 2014-2017 afviklede forvaltningen flere indsatser på dette område, bl.a. i form af et større pilotprojekt (eksternt finansieret) med en brobyggerfunktion på syv folkeskoler til understøttelse af samarbejde mellem skole og det lokale kultur- og foreningsliv i regi af Åben Skole. Evalueringen af pilotprojektet viste, at brobyggeren i høj grad medvirkede til, at parterne fandt sammen og fik etableret undervisningsforløb for eleverne - og ikke kun i idrætsundervisningen.

I løbet af projektperioden blev der afviklet 273 samarbejdsforløb mellem skoler og foreninger/ kulturinstitutioner. Evalueringen af en anden af forvaltningens indsatser med koordinering af 16 Åben skole-pilotprojekter mellem skoler og foreninger viste, at 45 % af de deltagende foreninger oplevede medlemstilgang i forbindelse med ét eller flere af de forløb, de var involveret i.

Såfremt intentionerne i Ungerådets forslag skal lykkes, vurderer forvaltningen, at det er nødvendigt, at der afsættes midler til en koordinerende funktion samt ekstra ressourcer til de deltagende foreninger. Forvaltningen vurderer, at et etårigt projekt kan afvikles for 500.000 kr.

Den koordinerende medarbejder skal fungere som bindeled mellem parterne. Dette består i at initiere og understøtte dialogen og samarbejdet mellem skoler og foreninger ved fx at deltage i skolernes planlægningsmøder og rådgive foreningerne i at tilrettelægge relevante læringsforløb, der passer ind i de enkelte klassetrins læreplaner og mål. Herudover er der erfaringsmæssigt brug for hjælp til at afstemme forventninger og udarbejde kontrakter mellem parterne og evaluere. Koordinatoren kan samtidig bidrage til at etablere dialog med andre relevante foreninger eller kulturtilbud i lokalområdet og medvirke til at inspirere og vejlede lærerne med henblik på at introducere eleverne for mange og alsidige Åben Skole-tilbud. Slutteligt skal koordinatoren sikre, at de børn og unge, der ønsker at starte i en forening i deres fritid, får hjælp hertil. For at styrke brobygningen til foreningerne kan forvaltningens indsats FritidsGuiderne kobles på til at følge børnene til foreningerne, evt. hjælpe med kontingentstøtte og inddrage forældrene.

Der bør tages udgangspunkt i  skoler med lav foreningsdeltagelse i de lokalområder, hvor de sociale partnerskabsforeninger hører hjemme. Samtidig kan det for nogle af foreningerne være relevant at afsøge skolesamarbejde i helt nye områder med henblik på at påbegynde nye foreningsaktiviteter.

Mål og økonomi

En forventet effekt ved indsatsen er, at ca. 1000 elever får et øget kendskab til, hvilke lokale foreningsaktiviteter de kan gå til i deres fritid, og målet er, at minimum 20 % af de ikke-foreningsaktive elever melder sig ind i foreningerne.

For at øge sandsynligheden for, at der sker brobygning til foreningerne via skolesamarbejderne, peger forskningen på, at undervisningsforløbene skal være af en særlig volumen og varighed. Det vurderes realistisk, at 12 ud af de 16 Sociale partnerskaber kan gennemføre minimum to undervisningsforløb à hver seks ugers varighed (én dobbeltlektion ugentligt) for to klasser ad gangen inden for projektperioden. 

Antal involverede foreninger

12

Antal involverede skoler

8
Antal involverede klasser  48 

Antal undervisningsforløb

24 
Antal elever (ca.) 1000

Andel af ikke-foreningsaktive børn der meldes ind i foreningerne

20 %

Forvaltningen vurderer, at der skal afsættes 500.000 kr. til gennemførelse af det foreslåede projekt. Der er ikke afsat midler til formålet på Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

Det vurderes, at de sociale partnerskabsforeninger inden for deres nuværende økonomiske ramme kan indgå i planlægningsmøder med skolerne. Dog vil pilotprojektet kræve foreningsressourcer, der går ud over de timer, der er afsat i forbindelse med de Sociale partnerskaber. 

Der vil ligeledes skulle afsættes midler til de instruktører, der kommer ud i skoletiden og underviser eleverne. Midler til dette kan søges i kommunens Samarbejdspulje, som administreres i et samarbejde mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Puljen, som er på 1 mio. kr. årligt, har dog vist sig at være yderst populær, og sandsynligheden for, at puljen hurtigt bruges op, er stor. Forvaltningen anbefaler derfor, at der afsættes midler til at dække honorarer til instruktørerne i projektperioden. 

Aktiviteter i forsøgsperioden

Udgifter

Koordinator15 t/ugen

250.000

Honorarer til foreningsundervisere (planlægning, gennemførelse og modtagelse i foreningen)

200.000

Udstyr og rekvisitter til undervisningsforløb

50.000

I alt

500.000

Projektet forudsætter et samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen, som skal sikre, at skolerne forpligter sig på samarbejdet. Forvaltningen foreslår derfor, at der i forbindelse med et eventuelt projekt nedsættes en følgegruppe bestående af repræsentanter for Kultur- og Fritidsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og to medlemmer af Københavns Ungeråd.

Forvaltningen skal dog samtidig understrege det problematiske i at igangsætte et projekt - og vel at mærke for blot et år - på et område, hvor der allerede er genereret stor viden om, hvad der virker og ikke virker. Indsatsen kræver opsøgende arbejde, og al erfaring viser, at det kræver tid at etablere gode og solide skolesamarbejder med henblik på at kunne skabe langvarige og bæredygtige aftaler fremadrettet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser.

 

Mette Touborg

 

                                                                /Thomas Bach

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2018:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen.

Kultur- og Fritidsudvalget tilkendegiver, at der fra udvalget ikke umiddelbart er opbakning til forslaget, sådan som det foreligger. Men Kultur- og Fritidsudvalget vil meget gerne arbejde videre med Ungerådet om forslaget. Derfor vil Kultur- og Fritidsudvalget snarest invitere Ungerådet til et dialogmøde med udvalget.

Til top