Mødedato: 08.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Furesø Koloni - tilbageførsel til Børne- og Ungdomsforvaltningen til udflytterbørnehave

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at ejendommen kaldet Furesø Koloni, der ligger i Rudersdal Kommune, tages af Økonomiforvaltningens (ØKF) salgsprogram og tilbageføres til Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) til brug for udflytterbørnehave.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at ejendommen matr.nr. 1u Bistrup By, Bistrup, beliggende Bistrupvej 137, 3460 Birkerød, tages af Økonomiforvaltningens salgsprogram og herefter udlejes på sædvanlige interne lejevilkår af Københavns Ejendomme til Børne- og Ungdomsforvaltningen til udflytterbørnehave.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

I budgetaftalen for 2011 blev det i forbindelse med gældssaneringen af BUFs økonomi bl.a. besluttet, at en af BUFs institutionsejendommen (Furesø Koloni/udflytterbørnehave), beliggende i Rudersdal Kommune, skulle sælges. På daværende tidspunkt forventedes en salgssum på ca. 30 mio. kr., der dog pga. usikkerhed forbundet ved ejendomssalg ikke blev indregnet som en indtægtsbevilling. Ejendommen er vist på kortbilag 1.

BUF har i forbindelse med, at ØKFs salgsprogram for 2014 har været i forvaltningshøring meddelt, at ejendommen ønskes taget i brug til udflytterbørnehave igen, herunder udbygget til en 8 gruppers institution.

Da ejendommen tidligere er besluttet solgt af et flertal i Borgerrepræsentationen i forbindelse med budgetaftalen for 2011, skal annulleringen af salget ligeledes godkendes af Borgerrepræsentationen.

Løsning

Som følge af budgetaftalen for 2011 har ØKF gennem godt 2 år forsøgt at sælge ejendommen. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at sælge ejendommen til en tilfredsstillende pris. Årsagerne hertil er flere, men primært har ændringen af reglerne om moms ved salg af nye bygninger samt en betydelig investorusikkerhed i forhold til de fremtidige planforhold for ejendommen medført, at ØKF ikke har modtaget købstilbud på niveauer svarende til den vurderede markedspris.

Sideløbende med ØKFs salgsbestræbelser har der det sidste års tid pågået en intens søgen efter ejendomme til opfyldelse af BUFs stigende behov for nye daginstitutioner som følge af befolkningsvæksten i Københavns Kommune. I flere byområder har det vist sig særdeles vanskeligt at finde nye lokaleløsninger. Dette er baggrunden for, at BUF har foreslået, at ejendommen igen tages i brug til udflytterbørnehave.

Det er BUFs umiddelbare vurdering, at ejendommen kan omdannes til en 8 gruppers udflytterbørnehave. En mere detaljeret vurdering af mulighederne for udvidelse af kapaciteten på ejendommen er igangsat og forventes at foreligge ultimo april måned 2014. Dette vil i væsentligt omfang bidrage til løsning af problemerne med at udvide institutionskapaciteten i f.eks. i byområderne Østerbro og Vesterbro.

Ejendommen har som nævnt tidligere fungeret som udflytterbørnehave og vurderes egnet hertil.

Ejendommen har et samlet grundareal på 11.332 kvm. På ejendommen er der opført en trelænget bevaringsværdig bebyggelse fra starten af 1900-tallet med et samlet bygningsareal på 1.178 kvm samt uudnyttet tagetage på 487 kvm og højloftet kælder på 190 kvm bl.a. indeholdende et produktionskøkken.

Ejendommens seneste offentlige ejendomsværdi pr. 1.10.2012 er 18.200.000 kr., heraf grundværdi 8.563.800 kr.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 43 for Bistrup. I henhold hertil er ejendommen udlagt til boligformål, hvilket ikke har været til hinder for Københavns Kommunes anvendelse til institutionsformål.

Økonomi

Gældssaneringen af BUFs økonomi i budgetaftalen for 2011 var fuldt finansieret. Der blev ikke givet en indtægtsbevilling til salget af Furesø Koloni, og det vil derfor ikke have bevillingsmæssige konsekvenser, såfremt det besluttes, at ejendommen tages af ØKFs salgsprogram og påny tages i brug til daginstitutionsformål. Annulleringen af salget vil selvsagt medføre, at ejendommen ikke kan bidrage til realiseringen af bevillingen Salg af Rettigheder.

BUFs udgifter til at betale intern husleje til KEjd afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets (BUU) eksisterende driftsramme.

BUF har i budget 2014 fået tildelt anlægsmidler til etablering af 72 nye daginstitutionsgrupper inden år 2017. Bevillingen er givet på baggrund af gennemsnitlige erfaringstal for anlæg pr. gruppe ekskl. grund. Ombygningen af Bistrupvej 137 finansieres af denne anlægsbevilling. Da projektet gennemføres på en grund, der i forvejen ejes af Københavns Kommune, og da projektet er en ombygning af de eksisterende bygninger, er det forventeligt, at de nye daginstitutionsgrupper på ejendommen kan tilvejebringes til en lavere pris pr. gruppe end prisen for nybyggeri inkl. grundkøb.

BUF forventer primo 2015 at fremlægge en indstilling om udmøntning af anlægsmidler, når der foreligger et gennemarbejdet projekt for ombygningen af ejendommen til 8 gruppers udflytterbørnehave. Heri vil der blive redegjort for det forventelige mindreforbrug på BUU's anlægsbudget.

Videre proces

Besluttes ejendommen taget af salgsprgrammet og tilbageført til BUF, vil der blive udarbejdet et detaljeret projekt for ombygningen af ejendommen, og der vil blive fremsat særskilt indstilling til Borgerrepræsentationen herom.



Claus Juhl                        / Bjarne Winge

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at ejendommen matr.nr. 1u Bistrup By, Bistrup, beliggende Bistrupvej 137, 3460 Birkerød, tages af Økonomiforvaltningens salgsprogram og herefter udlejes på sædvanlige interne lejevilkår af Københavns Ejendomme til Børne- og Ungdomsforvaltningen til udflytterbørnehave.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 8. maj 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top