Mødedato: 08.09.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Reviderede servicemål og sagsbehandlingstider

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte hvilke sagsbehandlingstider for erhvervsrettede myndighedsopgaver, der fremadrettet forelægges udvalget samt beslutte servicemål for 2015.

Indstilling og beslutning

Teknik og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
  1. at der sker en justering af listen over sagstyper med tilhørende servicemål, som fremadrettet afrapporteres til Teknik- og Miljøudvalget (jf. bilag 1).
  2. at de konkrete servicemål for 2015 fastlægges som angivet i bilag 1, punkt A.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, hvilke sagstyper med konkrete servicemål, der fremadrettet skal afrapporteres til udvalget.

Løsning

Tilpasning af antal sagstyper, der afrapporteres til Teknik- og Miljøudvalget.
Teknik- og Miljøudvalget har senest den 16. juni 2014 fået forelagt afrapportering på sagsbehandlingstider for erhvervsrettede myndighedsopgaver for 2013. Det fremgik af afrapporteringen, at udvalget efterfølgende ville få fremlagt reviderede sagstyper og servicemål.

Den 11. august 2014 godkendte Teknik- og Miljøudvalget bidrag til Københavns Kommunes kommende Erhvervs- og Vækstpolitik, som bliver endeligt politisk vedtaget sidst i 2014. I Erhvervs- og Vækstpolitikken forventes et Erhvervsbarometer med inddragelse af sagsbehandlingstider at indgå. Politikken vil, sammen med Økonomiaftalen mellem KL og Regeringen for 2015, have betydning for forvaltningens vurdering af hvilke sagstyper, der fremadrettet bør måles på i forhold til de erhvervsrettede myndighedsopgaver.

Forvaltningen indstiller, at antallet af servicemål, der fremadrettet afrapporteres til Teknik- og Miljøudvalget, tilpasses for at skabe mere fokus og større gennemsigtighed, hvorefter der fremadrettet afrapporteres på de sagstyper, der er fremmende for væksten og spiller ind i kommunens Erhvervs- og Vækstpolitik.

Det betyder, at der fra 2015 afrapporteres på følgende sagstyper til Teknik- og Miljøudvalget:

  • Byggesager
  • Lokalplansager
  • Miljøgodkendelser og spildevandstilladelser
  • Jordforureningssager efter § 8
  • Tilladelser til A-boringer
  • Udledning af spildevand til recipient
  • Udtalelser om natbevillinger
  • Tilladelser til gravninger
  • Tilladelse til opstilling af stilladser og containere
  • Tilsagn til nybyggeri og renovering af almene boliger og god-kendelse af anlægsøkonomi for nybyggeri og renoveringer af almene boliger (bilag 1, punkt A).

Forvaltningen indstiller derudover, at der ikke længere måles på en række sagstyper, som overgår til digitale løsninger og/eller sagsmængden er meget begrænset. Det drejer sig om fx om erhvervsperiodekort og erhvervslicencer og ejendomsforespørgsler og adresseregistrering (bilag 1, punkt B).

Ud fra interne ledelses- og styringsmæssige hensyn vil forvaltningen desuden på en række sagstyper fastsætte og opgøre sagsbehandlingstider, som alene afrapporteres i forvaltningens interne styringssystem (bilag 1, punkt C).

Forventet målopfyldelse for 2014
Forvaltningen forventer i 2014 at overholde sagsbehandlingstiderne for 16 af de 20 sagstyper, der er angivet i bilag 1, punkt A.

For lokalplansager overholdes sagsbehandlingstiderne ikke, hvorfor forvaltningen inden udgangen af 2014 fremlægger forslag for Teknik- og Miljøudvalget til, hvordan der kan ske en forkortelse af lokalplanprocessen i alle dens faser.

For byggesager gælder, at forvaltningen nu har tilpasset kapaciteten til det stigende antal sager og at alle nye sager modtaget efter 1. oktober 2014 vil overholde sagsbehandlingstiden. Inden udgange af 2014 vil alle ophobede sager være behandlet.

For sager vedrørende godkendelse af anlægsøkonomi for nybyggeri og renovering af almene boliger kan forvaltningen ikke overholde den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2014. Der er udarbejdet en handlingsplan for området.

Endvidere forventer forvaltningen, at ca. 10 % af sagerne vedrørende tilladelser til A-boringer, ikke vil overholde den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Der er udarbejdet en handlingsplan for at nedbringe sagsbehandlingstiden, som vil have fuld virkning fra 2015.

Forslag til sagshandlingstider fra 2015
Forvaltningen indstiller overfor Teknik- og Miljøudvalget, at de nuværende servicemål for 2014 som udgangspunkt også gælder for 2015, og indtil ny indstilling forelægges udvalget. Nedbringelse af sagsbehandlingstider er imidlertid en del af regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2015, og inden udgangen af 2014 forventes regeringen og KL at udarbejde konkrete servicemål inden for områderne byggesager og miljøgodkendelser. Desuden har regeringen og KL aftalt, at der via lovgivning skal gennemføres regelforenklinger på byggesags- og miljøområdet i form af omlægning til anmeldeordninger, hvilket også får betydning for sagsbehandlingstiden.

Når de konkrete servicemål er fastlagt mellem regeringen og KL, vil forvaltningen forelægge Teknik- og Miljøudvalget en indstilling med tilpassede servicemål. Dette forventes forelagt primo 2015.

Det forventes, at de nationale mål for sagsbehandlingstider vil tage udgangspunkt i en opgørelse af, hvornår ansøgningerne er fuldt oplyst, hvilket allerede i dag er gældende for byggesager og miljøgodkendelser i Københavns Kommune. Alle øvrige sagsbehandlingstider opgøres i dag i bruttotider. Forvaltningen vil i den kommende indstilling forholde sig til denne problematik og komme med forslag til, hvordan den fremadrettet kan håndteres, herunder om der skal afrapporteres baseret på den gennemsnitlige sagsbehandlingstid eller om sagsbehandlingstiden er på enkeltssagsniveau. Den kommende indstilling som forventes fremlagt primo 2015 afrapporteres på sagsbehandlingstiderne for 2014 og det vil blive vurderet, hvordan der fremadrettet kommunikeres/afrapporteres om sagsbehandlingstider, herunder kobling til det kommende Erhvervsbarometer i Københavns Kommune.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Teknik- og Miljøudvalget vil primo 2015 få forelagt indstilling om reviderede sagsbehandlingstider for 2015 sammen med et forslag til fremtidig afrapportering, som er afstemt med det kommende Erhvervsbarometer, der er en del af den kommende implementering af Erhvervs- og Vækstpolitikken.

                    Pernille Andersen
                                                            /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 8. september 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top