Mødedato: 30.04.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af Københavns Kommunes Ældrepolitik 2015-2018, Lev stærkt - hele livet

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal på baggrund af de indkomne høringssvar til den nye ældrepolitik, godkende den endelige udgave af ældrepolitikken 2015-2018 (bilag 1).

Indstilling og beslutning

Indstilling om,
  1. at de indkomne høringssvar tages til efterretning,
  2. at den endelige udgave af Københavns Ældrepolitik 2015-2018 'Lev stærkt - hele livet' godkendes.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

Problemstilling

På Sundheds- og Omsorgsudvalgsmødet den 15. januar 2015 godkendte udvalget at sende udkast til den nye ældrepolitik i høring.

Politikken har fået titlen 'Lev stærkt – hele livet'.

Ved høringsperiodens afslutning har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen modtaget 28 høringssvar fra relevante høringsparter. Foruden udsendelse til relevante samarbejdspartnere har ældrepolitikken været lagt op på Københavns Kommunes digitale høringsportal ”Bliv hørt”, som er åben for alle. Det har medført fem høringssvar fra borgerne (bilag 3).

Løsning

Forvaltningen har udarbejdet et høringsnotat, som opsummerer kommentarer fra de enkelte høringssvar, herunder kommentarer fra udvalgsmødet den 15. januar 2015 samt forvaltningens bemærkninger hertil (bilag 2).

På baggrund af høringssvarene har forvaltningen lavet forslag til konkrete ændringer i ældrepolitikken, som er fremhævet i det endelige udkast af politikken. I det nedenstående er der lavet et kort oprids over de kommentarer, som generelt har fyldt mest i høringssvarene samt forvaltningens bemærkninger hertil.

Generelt
De indkomne høringssvar er positive overfor politikkens tre visioner og ni reformspor, og der er generelt opbakning til udkastet. Politikkens hensigter bliver blandt andet kaldt visionære og flotte, hvor der synes at være en vilje til at sætte borgeren i centrum.

Samtidig efterspørger flere høringssvar konkrete bud på, hvordan politikken føres ud i livet og hæfter sig ved politikkens reelle udmøntning i forhold til at sikre den nødvendige finansiering.

Forvaltningen har udarbejdet et notat, der beskriver det videre arbejde med implementering af politikken, som forelægges på udvalgsmødet.

Frihed
Generelt støtter høringssvarene op om, at kommunen skal støtte de ældre i at mestre hele livet, og at de der kan
selv, skal selv. Samtidig påpeges vigtigheden af at få tydeliggjort, hvornår borgeren har ”pligt” til at kunne selv i forhold til borgerens samlede ressourcer og motivation.

Forvaltningen har tydeliggjort, at vurderingen af indsatsen sker i et tæt samarbejde med borgeren og med udgangspunkt i borgerens ønsker.

Endvidere har flere høringssvar peget på vigtigheden af at forebygge sygdom og ensomhed blandt ældre. Fysisk aktivitet, frivilligt arbejde og samvær med andre er fremhævet som vigtige parametre.

Forvaltningen har tydeliggjort at forebyggelse også er et væsentligt element i kommunens tilbud, som en del af at understøtte et godt og aktivt hverdagsliv for borgeren.

Tryghed
Flere høringssvar rejser opmærksomheden på de ældre, som ingen pårørende har og dermed er i risiko for ikke at få den omsorg og praktiske hjælp, som forventes af pårørende i dag.
 
Dette opmærksomhedspunkt vil forvaltningen tage med i det videre arbejde med at implementere politikken for evt. at finde nye måder at skabe tæt, men uformelt samvær for de borgere, som ikke har pårørende.
 
Ligeledes bemærker flere høringssvar, at aktive frivillige og pårørende ikke må blive en erstatning for de fagprofessionelles opgaver.

Reformsporet handler om at skabe bedre mulighed for at blive frivillig til både egen og andres glæde. Sporet handler ikke om, at frivillige og pårørende skal påtage sig opgaver for de fagprofessionelle.

Medborgerskab
Mange af høringssvarene har bemærkninger til, at kommunens skal byde på et bredt udvalg af boliger til ældre. Flere påpeger, at der bør tænkes i flere varierede boligtyper, som bl.a. skal skabes med udgangspunkt i borgernes behov for f. eks. fællesskaber eller social ressourceprofil.

Forvaltningen er derfor kommet med forslag til, at der udvikles nye boligtyper, som matcher forskellige behov, f.eks. bofælleskaber og bebyggelse, som både rummer ungdoms- og ældreboliger m.v.

Yderligere bemærkninger og svar i forhold til ovenstående fremgår af bilag 3.

Økonomi

Forvaltningen forventer, at mange initiativer vil kunne realiseres inden for den eksisterende økonomiske ramme. Nogle indsatser vil kunne finansieres via eksisterende puljer, f.eks. valgfrihed, demens og styrket samarbejde med civilsamfundet. Andre initiativer vil kunne kræve tilførsel af ressourcer og vil i så fald blive forelagt udvalget via konkrete budgetforslag i politikkens løbetid.

Videre proces

Efter vedtagelse i Sundheds- og Omsorgsudvalget oversendes den nye ældrepolitik 2015-2018, til godkendelse i Økonomiudvalget den 21. april og i Borgerrepræsentationen 30. april 2015.   
Herefter vil ældrepolitikken blive publiceret og anvendt som en samlet politik for kommunens ældreindsats de næste fire år.
Der vil ske en bred distribution af politikken til kommunens enheder og samarbejdspartnere, ligesom den vil blive formidlet på diverse medier, der udgør kommunens digitale platform.
Forvaltningen har udarbejdet et notat, der beskriver det videre arbejde med implementering af politikken, som ligeledes forelægges på udvalgsmødet. 




Lars Gregersen
                                     /Nanna Skriver

Oversigt over politisk behandling

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
  1. at tage de indkomne høringssvar til efterretning, og
  2. at godkende den endelige udgave af Københavns Ældrepolitik 2015-2018 'Lev stærkt - hele livet'. 
     
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 19. marts 2015

Indstillingen blev godkendt.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 21. april 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 30. april 2015

 

Indstillingen blev godkendt med 50 stemmer imod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, C, F, O, V og Ø.

Imod stemte: I.

 

 

Til top