Mødedato: 22.09.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Navngivning af vej på Carlsberg

Se alle bilag

Navngivning af ny vej på Carlsberg.

Indstilling og beslutning

Vejnavnenævnet indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en ny vej på Carlsberg pr. 1. november 2014 navngives Constantin Hansens Gade.

Problemstilling

På mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 26. maj 2014 traf udvalget beslutning om navngivning af 12 nye veje og pladser på Carlsberg. Carlsberg Byen P/S har efterfølgende anmodet om, at endnu en kommende vej navngives. Den nye vej kommer til at ligge nord for Ny Carlsberg Vej mellem Købkes Plads og Thorvald Bindesbølls Plads, jf. kortet i bilag 1. Vejnavnenævnet indstiller, at den nye vej navngives Constantin Hansens Gade.

Løsning

Vejen kommer til at ligge tæt på byggeforeningsområdet, der i daglig tale kaldes Humleby. Disse byggeforeningshuse blev opført i 1880’erne og gaderne omkring dem har navne efter danske billedkunstnere fra 1800-tallet, bl.a. Lundbyesgade efter guldaldermaleren Johan Thomas Lundbye.   

I forvejen er to pladser på Carlsberg navngivet efter danske kunstnere fra samme periode. Det drejer sig om Thorvald Bindesbølls Plads og Købkes Plads, sidstnævnte efter guldaldermaleren Christen Schiellerup Købke. På baggrund af den nye vejs beliggenhed mellem disse to pladser og tæt på Humleby indstiller Vejnavnenævnet, at vejen navngives Constantin Hansens Gade. Constantin Hansen er en af de mest anerkendte guldaldermalere, som endnu ikke har fået opkaldt en vej efter sig i København.

Carl Christian Constantin Hansen (1804-1880) interesserede sig for litteratur og mytologi. Han udførte desuden mange altertavler og portrætter blandt andet af Den grundlovgivende Rigsforsamling.

Resultat af høringsprocessen
Forslaget har været i høring hos Carlsberg A/S og Carlsberg Byen P/S og Vesterbro Lokaludvalg. Carlsberg A/S har ingen bemærkninger til navneforslaget. Carlsberg Byen P/S tilslutter sig navnet. Vesterbro Lokaludvalg har ingen bemærkninger til navngivning af vejen.

Navngivningen får først adressemæssige konsekvenser, når vejen er anlagt.      

Økonomi

Der er kun mindre økonomiske udgifter til opsætning af vejnavneskilte, og udgifterne afholdes inden for forvaltningens driftsbudget.

Videre proces

Når navnet er godkendt i Teknik - og Miljøudvalget, vil det blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. november 2014.

 

Morten Kabell

Formand for Vejnavnenævnet

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top