Mødedato: 11.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Anlægsbevilling til ombygning af Hillerødgades Skole til specialskole

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til anlægsbevilling til flytning af Frederiksgård Skole og det tilhørende fritidshjem Galaksen til Hillerødgades Skole, samt ombygning af Hillerødgades Skole til specialskole.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler 
  1. at der gives en anlægsbevilling på 34.893.000 kr. i årene 2014-15 til flytning af Frederiksgård Skole og fritidshjemmet Galaksen samt ombygning af Hillerødgadeskole til specialskole og fritidshjem

Der anvises dækning for beløbet på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 2

Problemstilling

Frederiksgård Skole er en specialskole med ca. 132 elever fra 0. til og med 10. klassetrin. Klassestørrelsen varierer fra 5 til 14 elever. Eleverne er svagt begavede, men i øvrigt normalt fungerende, og har generelt ikke fysiske handicap. Fritidshjemmet Galaksen er et selvejende fritidshjem, der ligger ved Frederiksgård Skole. Fritidshjemmet er målrettet den samme børnegruppe og har 87 fritidspladser for børn fra 6 til 18 år.

I 2009 vedtog Folketinget at gøre børnehaveklasser obligatoriske på alle skoler. Det betød, at der blev etableret 0. klasse på Frederiksgård Skole. Som følge af det 10 pct. større elev indtag, skulle fritidshjemmet Galaksen ligeledes udbygges. Galaksen har til huse i en barak fra 1950´erne, og har flere gange fået mindre istandsættelser pga. flere påbud fra Arbejdstilsynet. 

Projektet omfatter de bygningsmæssige ændringer, der skal gennemføres for, at skolen og fritidshjemmet kan samles på Hillerødgades Skole.

Løsning

Projektbeskrivelse 
Hillerødgades skole er opført i 1914, og blev nedlagt som almindelig folkeskole i 2012. Skolen er en trelænget hovedbygning i fem etager. De tre længer omslutter den sydvendte skolegård, der har adgang fra Ørholmsgade. Foruden hovedbygningen er der to villaer i tre etager, placeret mod Ørholmsgade. Skolens samlede etageareal er ca. 5.000 m2. Hillerødgades Skole er bevaringsværdig i savekategori 3. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke må ændres på skolens ydre udseende, og at eventuelle udvendige ændringer, renoveringsarbejder og tilbygninger skal godkendes af Center for Bydesign i Teknik- og Miljøforvaltningen. Den nuværende indretning på Hillerødsgade Skole, matcher ikke behovene for en tidssvarende specialskole. Der er også behov for ændringer af eksempelvis ventilation og akustik, da dele af bygningen skal ændre status fra skole til fritidshjem.  

De fleste basislokaler indrettes i eksisterende basislokaler, der varierer i størrelse fra 46 til 55 m2. Enkelte nye basislokaler vil blive mindre, ned til ca. 32 m2. Det lave antal af elever i klasserne i forhold til rummenes størrelse, gør det muligt at have forskellige variationer af fleksibel opdeling af eleverne. Gangarealerne medtænkes også som ekstra rum i forbindelse med basislokalerne. For at nedbringe efterklangstiden etableres nye akustiklofter og vægabsorbenter i alle basislokaler.   

Skolen er oprindeligt bygget med gårdtoiletter og kun ganske få toiletter i bygningen. Skolens nye funktion som specialskole medfører, at der skal etableres nye toiletter på etagerne. Hillerødgades Skole har eget storkøkken og har været madskole i flere år. Madskoleprofilen fastholdes. EAT-loungen bevares som fælles pause- og aktivitetsrum for både skole og fritidshjem. Især for fritidshjemmet er der indtænkt en tæt funktionel kobling mellem inderummet i EAT-loungen og uderummet i skolegården. 

Skolen har to gymnastiksale. Den østlige sal er traditionelt indrettet med ribber og bomme mv. Den vestlige sal er indrettet som dansesal med spejlvæg i den ene side og med en tilskuertribune langs den anden side. Gymnastiksalene ombygges ikke.  

Håndværk og Design funktioner placeres sammen på 1. sal i øst fløjen i to lokaler, hvor der etableres udsugning. To af skolens tre eksisterende naturfagslokaler bevares. Det tredje ombygges til to basislokaler. Der foretages mindre tilpasninger af fast inventar og installationer i begge lokaler med henblik på, at det ene bliver målrettet til biologi, geografi og natur & teknik, og det andet til fysik/kemi. På 3. sal i vestfløjen indrettes to musiklokaler i to eksisterende basislokaler. Det eksisterende hjemkundskabslokale i vest fløjen bevares. 

Skolens pædagogiske center kommer til at ligge på 2. sal i østfløjen. I rummet kombineres den traditionelle biblioteksfunktion med IT baseret vidensøgning og projektarbejde.  

Administration for skolen og fritidshjemmet placeres i den vestlige ende af hovedbygningens stueetage. Der etableres et nyt fælles personalerum med køkkenfaciliteter i forlængelse af administrationen i den østlige ende af hovedbygningens stueetage. I den sydøstlige villa etableres personalearbejdspladser, mødelokale og et ressourcecenter for både skole og fritidshjem. 

Hillerødgades Skole er i sin helhed indrettet til folkeskole og godkendt som sådan. I forbindelse med Frederiksgård Skoles indflytning skal dele af bygningen indrettes til fritidstilbud. Derfor har det været nødvendigt at indrette denne del af bygningen i overensstemmelse med nugældende bygningsreglement m.v. for at kunne opnå ibrugtagningstilladelse til fritid. Heri ligger bl.a. krav om etablering af mekanisk ventilation, niveaufri adgang, supplerende sanitære installationer m.v.

Det har derfor været nødvendigt at udarbejde et detaljeret dispositionsforslag i forhold til skolens fremtidige benyttelse i samarbejde med brugerne, ligesom det det har været nødvendigt at inddrage ekstern rådgiver ved KEjds foranstaltning. Dette har i sig selv medført forsinkelse.

Ved udarbejdelsen af det detaljerede dispositionsforslag viste det sig, at der var behov for en merfinansiering, som blev rejst i forbindelse med overførelsessagen 2013 til 2014. Bevillingsansøgningen har derfor afventet BRs behandling af overførelsessagen den 4. maj 2014.   

Fritidshjemmet Galaksen
Børnene i fritidshjemmet deles i tre grupper: De mindste børn får lokaler på 1. sal i vestfløjen, mellemgruppen får lokaler på 2. sal ligeledes i vestfløjen, og den ældste børnegruppe får lokaler i den sydvestlige villa.  

Vestfløjen indrettes med relativt mange rum, hvilket afspejler den pædagogfaglige vurdering af, at børnene fungerer bedst, når de ikke er for mange sammen. Fritidshjemmet detailindretter selv rummene til f.eks. kuglebade, dans eller computer. De store børn får hjemsted i den sydvestlige villa. Stueetagen indrettes til et fællesrum med åbent anretterkøkken og biograf- og playstationrum. Desuden indrettes et personale- og samtalerum. På 1. sal indrettes et stort aktivitetsrum og et krearum. Fritidshjemmet vil bruge EAT-loungen i parterre etagen som et område, der ud over kantinefunktionen fungerer, som alrum for fritidshjemmet i morgen– og eftermiddagstimerne. Rummet bliver det naturlige koblingspunkt mellem inde og udeliv. 

Brugerinddragelse 
Der har været afholdt byggemøder med skolen og fritidshjemmet samt forældrerepræsentanter. Byggeudvalgsmøderne har primært været afholdt på Hillerødsgade skole, for at byggeudvalget kunne bearbejde funktioner og logistik på stedet. Der har været indbudt gæster, som har fortalt om egne erfaringer, og der har været arbejdet i fokusgrupper indenfor specifikke valgte emner.

Skolen og Fritidshjemmet udtrykker en generel tilfredshed for disponeringen af skolen, som beskrevet i hovedprojektet. Det har været kendetegnende for byggeudvalget, at det har været meget aktivt, og at mange har deltaget i arbejdet.

Projektet vil blive tilpasset i forhold til eventuelle beslutninger  i ”Kapacitetsanalysen” og ”Fremtidens Fritidstilbud”.

Tidsplan
Der ventes byggetilladelse ultimo maj 2014. Projektet sendes herefter i udbud, og entreprisekontrakt med den vindende entreprenør forventes indgået medio 2014. Byggeperioden er planlagt fra sommeren 2014 til februar 2015. Herefter kan indflytning ske i marts 2015, og med ibrugtagning 1.april 2015.    

Praktikpladser
Det forventes, at der ved udførelsen af nærværende opgave kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikantpladser svarende til 1,8 årsværk. 

Høring i Københavns Ejendomme
Der foreligger høringssvar fra Københavns Ejendomme. Høringssvaret giver ikke anledning til bemærkninger.

Økonomi

Den afsatte ramme til flytning af Frederiksgård Skole og fritidshjemmet Galaksen til Hillerødgades Skole, samt til ombygning af Hillerødgades Skole til specialskole er på 34,9 mio. kr. (2014 p/l).

Budgettet er sammensat således: 

Tabel 1. Ramme

Afsat ramme

1.000 kr. (2014 p/l)

Budget 2011 - Afsat til specialbørnehaveklasser på Frederiksgård Skole

12.721

Budget 2012 - Afsat til ny hovedindgang på Hillerødgades Skole

1.544

Budget 2013 - Afsat til flytning af Frederiksgård Skole

8.128

Overførselssagen 2013-14 

12.500

I alt

34.893


I budget 2011 blev der afsat midler til etablering af 0. klasser på specialskolerne, herunder på Frederiksgård Skole, hvor 0. klasserne blev indpasset på skolen. Som følge af det større elevindtag var det planen at rive den gamle barak, hvor fritidshjemmet Galaksen har til huse, ned og opføre en ny og større bygning. Dette projekt blev dog stillet i bero, da det blev besluttet at flytte Frederiksgård Skole til Hillerødgades Skole. I budget 2012 blev der afsat midler til en ny hovedindgang på Hillerødgades Skole. Dette projekt blev ligeledes stillet i bero, da det efterfølgende blev besluttet at lukke Hillerødgades Skole. Som del af budget 2013 blev det besluttet at flytte Frederiksgård Skole til Hillerødgades Skole, og der blev afsat  8,1 mio. kr. til formålet. Budgettet viste sig dog at være for lille, og i overførselssagen 2013-14 blev der afsat yderligere 12,5 mio. kr. Det samlede budget til flytningen er dermed på 34,9 mio. kr.

Der kan således anvises dækning for anlægsbevillingen. Oplysninger om de bevillingsmæssige konsekvenser, detaljer om anlægsbevillingen samt hvordan bevillingen er opdelt på kategorier fremgår af bilag 2.

Benchmark anlægsøkonomi

Der eksisterer ikke et egentligt benchmark for ombygning af folkeskoler til specialskoler. Det kan dog oplyses, at ombygningen af Frederikssundsvejens Skole til brug for specialskolen Skolen i Charlottegården kostede 78,8 mio. kr. (2014 p/l).

Frederikssundsvejens Skole blev indrettet til 145 elever med svære specifikke indlæringsvanskeligheder, og her af 66 med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, samt 113 KKFO-pladser (BR 8/3 2012).

Videre proces

Efter godkendelse af Børne- og Ungdomsudvalget fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.


                 Else Sommer                  /Knud Langberg

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top