Børne- og Ungdomsforvaltningen

Børne- og Ungdomsforvaltningen driver og udvikler dagtilbud, skoler, fritids-, special- og sundhedstilbud.

Alle børn skal kunne udleve deres drømme. Det er den vision, vi arbejder for i Børne- og Ungdomsforvaltningen. Sammen med forældrene skaber vi rammerne for, at alle københavnske børn og unge kan være i trivsel og blive dannet og uddannet. Vi arbejder også for, at det kan ske i meningsfyldte fællesskaber, der giver dem de bedste muligheder videre i livet.    

Børne- og Ungdomsforvaltningen løser opgaver på følgende områder

Fold alle ud

Dagtilbud

I Københavns vuggestuer og børnehaver arbejder vi hver dag med at skabe en tryg, sund og lærerig hverdag for byens godt 31.000 børn. Ambitionen er, at København skal være en børneby med dagtilbud af høj kvalitet, der giver alle børn uanset baggrund de bedste muligheder for at trives, lære og udvikle sig.

Københavns Kommune har plads til børn i godt 220 kommunale og små 130 selvejende dagtilbud. København har også omkring 40 private daginstitutioner samt den kommunale dagpleje, som er et tilbud, hvor børn bliver passet af en eller flere dagplejere i hjemlige omgivelser.

Vi tilbyder plads i vuggestue eller dagpleje fra barnet er mellem 6 måneder og til i gennemsnit 2 år og 10 måneder, og derefter i børnehave til barnet starter i skole.  

Læs mere om København Kommunes dagtilbud og pasningsordninger

Folkeskoler

Børne og Ungdomsforvaltningen har ansvaret for 74 skoler i København – heraf 11 specialskoler. Skolerne i København har forskellige profiler og spænder over mindre skoler med to spor til større skoler med helt op til seks spor.

Alle børn i København er tilknyttet en distriktsskole via deres bopæl. Der er frit skolevalg i København. Det betyder, at forældre altid har mulighed for at søge en plads på den skole, de ønsker til deres barn.

Læs mere om Københavns folkeskoler

EAT og madskoler

Københavns Kommune har skolemadsordning kaldet EAT og madskoler, hvor elever får mulighed for at spise sund og økologisk mad i skoletiden. 

EAT-ordningen findes på 46 skoler, mens yderligere 21 skoler er madskoler med eget produktionskøkken og spiseområde, og hvor eleverne selv deltager i madlavningen. 

Al skolemad tilberedes med 90 til 100 pct. økologiske råvarer og skal understøtte børns sundhed, læring og trivsel i hverdagen

Læs mere om EAT

Fritidstilbud (fritidsinstitution (KKFO), fritidsklub og UngeVærk)

Fritidsinstitution (KKFO)

Københavns Kommune tilbyder alle børn fra børnehaveklasse til 3. klasse en plads i skolens fritidsinstitution. Alle byens skoler har en fritidsinstitution, som en integreret del af skolen, beliggende på - eller ved skolen.

Ca. 95 procent af børn i børnehaveklasse til 3. klasse  går i fritidsinstitution.

Fritidsinstitutionerne arbejder ud fra nogle fastlagte principper for det fritidspædagogiske arbejde i København. Det betyder blandet andet, at fritidsinstitutionerne skal tilbyde børn et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. De skal også sikre, at alle børn er en del af et stærkt og forpligtende børnefællesskab, hvor børnenes mulighed for selvbestemmelse kan udfolde sig.

Læs mere om fritidsinstitutioner

Fritidscentre

Alle børn fra 4. klasse til 17 år tilbydes en plads i et af fritidscentrenes tilbud.

Fritidsområdet i København er organiseret i 28 fritidscentre. Fritidscentrene består af forskellige tilbud til børn og unge efter skoletid, hvor de kan deltage i en brev vifte af fritidsaktiviteter og mødes i positive fællesskaber, hvor der arbejdes med overgangene fra barn til ung og til voksen.

Læs mere om fritidsklubber

Læs mere om UngeVærker

Tilbud til børn og unge med særlige behov

De Københavnske skoler og dagtilbud skal kunne danne og uddanne alle børn og unge. For de fleste børn og unge sker det i de almene tilbud, men nogle børn og unge har brug for særlige rammer i specialiserede tilbud. Det kan enten være på specialinstitutioner eller specialskoler eller i særlige rammer i samarbejde med de almene tilbud.

Læs mere om Københavns tilbud til børn og unge med særlige behov

Skoler og dagtilbud, der kan mere for flere

Københavns Kommune har fokus på at skabe børnefællesskaber, som flere kan være en del af.  Og som giver børn de bedste forudsætninger for et godt liv.

Læs mere om skoler og dagtilbud, der kan mere for flere

Ungdomsskolen

København Kommunes Ungdomsskole byder på et bredt udvalg af lærings- og fritidsaktiviteter for unge i alderen 13–18 år. Her fokuseres på kreativ udfoldelse, livsmestring og sociale fællesskaber gennem både undervisning, klubmiljøer og projektsamarbejder.

Læs mere om Ungdomsskolen

Sundhedsplejen 

Sundhedsplejen er et sundhedstilbud, der følger børn fra graviditet eller fødsel med hjemmebesøg om trivsel og udvikling og helt op til 16-års alderen. 

Sundhedsplejen samarbejder tæt med skoler, dagtilbud, socialforvaltning og den øvrige tværfaglige support. Det betyder, at hvis et barn har brug for ekstra støtte, kan det opdages tidligt. Skolebørns sundhedspleje følger alle børn gennem deres skolegang med tre planlagte undersøgelser og samtaler i løbet af skolegangen. 

Læs mere om Sundhedsplejen

Børne- og Ungdomstandplejen

Børne- og Ungdomstandplejen tilbyder gratis tandpleje til børn og unge i alderen 0-21 år.

Tandplejen består af 23 klinikker fordelt på skoler rundt om i kommunen. Derudover er der fem tandreguleringsklinikker, tre mobile klinikker og en specialtandklinik. 

Ca. 130.000 børn og unge er tilknyttet Børne- og Ungdomstandplejen

Læs mere om tandplejen

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU)

Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) understøtter unge i udskolingen gennem uddannelsesvalg og overgangen til ungdomsuddannelser. 

UU arbejder aktivt med at forebygge frafald og sikre, at alle unge får den nødvendige støtte til at fortsætte i uddannelsessystemet. 

Når den unge fylder 18 overgår uddannelsesvejledningen af unge til Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen.

Læs mere om UU København

Musikskolen, Billedskolen og Teaterbutikken

Musikskolen

Københavns Kommunes musikskole har en lang række tilbud til borgere imellem 0-25 år. Musikskolen underviser i alle instrumenter på alle niveauer og fremmer musisk engagement og glæde ved musik gennem tilbud om deltagelse i bands, kor og orkestre inden for alle genrer.

Læs mere om Musikskolen

Billedskole

København Kommunes billedskole tilbyder fritidsundervisning på 40 hold for 500 elever fra 1. klasse til 3.G. Billedskolen underviser i tegning, maleri, skulptur, tegneserie, animation og andre billedskabende udtryk.

Billedskolen tilbyder også billedprojekter til skoleklasser og forløb, som foregår på skolerne i samarbejde med lærerne. Billedskolen er desuden videnscenter for faget billedkunst.

Læs mere om Billedskolen

Teaterbutikken

Københavns Kommunes teaterskole hedder Teaterbutikken. Skolen formidler scenekunst for, med og af børn, unge og voksne. Teaterskolen har 100 elever fordelt på de tre grupper, hvoraf 60 elever hver uge mødes i det store børneensemble.

Teaterbutikken udbyder årligt 25 klasseprojekter. Projekterne er gratis og kan søges af folkeskolerne i København.

Læs mere om Teaterskolen

Kontakt

Børne- og Ungdomsforvaltningen

Rådhuspladsen 1

1550 København V

Åbningstider

Mandag

09:00 - 15:00

Tirsdag

09:00 - 15:00

Onsdag

09:00 - 15:00

Torsdag

09:00 - 15:00

Fredag

09:00 - 15:00