Udviklingskonsulent til implementering af ny Serviceplatform i Koncernservice

Tænder du på implementering af en ny serviceplatform og nyt sagsstyringssystem i et af Danmarks største administrative fællesskaber? Så har vi måske stillingen til dig.

Koncernservice er et administrativt fællesskab med godt 600 ansatte, der løser en lang række opgaver på økonomi- og personaleområdet for de syv forvaltninger i Københavns Kommune. For at forbedre brugeroplevelsen og effektivisere opgaveløsningen er der netop igangsat et stort program, som både skal implementere en ny integreret serviceplatform og sagsstyringsystem samt automatisere en række interne processer via robotteknologi. Herudover skal programmet forbedre kanalstrategien ud mod brugerne i forvaltningerne samt arbejde med den interne organisering i Koncernservice.

Vi søger en person, som kan hjælpe os med denne implementering. Programmet løber de næste par år, og i denne periode forventes du primært at arbejde på programmet, som kommer til blive bemandet af en række interne og eksterne ressourcer. Men du ansættes varigt og vil således også på sigt skulle arbejde med udvikling og optimering af de mange store og små processer, som Koncernservice understøtter.

Du bliver ansat i kontoret Udvikling, Optimering og Forretningsdata, hvor programmet er forankret. Kontoret består primært af dygtige akademikere, der arbejder med enten data eller udviklingsprojekter. Du får således en række gode kollegaer, som brænder for det samme som dig selv. Samtidig får du vidtrækkende samarbejdsflader med resten af organisationen.

Vores forventninger til dig
Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, og ser gerne, at du har erfaring med at arbejde med procesoptimering og implementering af større projekter/programmer. Nyuddannede kan dog også komme i betragtning, hvis interessen og kvalifikationerne er til stede.

Vi er endnu i opstartsfasen af det nye program, og vi forventer, at den fremtidige serviceplatform bliver baseret på ServiceNow. Det er ikke et krav, at du kender til ServiceNow, men det vil være en fordel, hvis du kender til dette system, og har forståelse for systemets opbygning samt hvordan det kan anvendes til at understøtte arbejdsprocesser. Der implementeres både en helt ny servicefront, som erstatter de nuværende selvbetjeningsløsninger i kommunen, og et sagsbehandlingsmodul, som skal understøtte alle de interne arbejdsprocesser. Da det største arbejdsområde i Koncernservice er standardiserede processer på personaleområdet, vil det være en fordel, men ikke et krav, hvis du har et kendskab til dette område (ansættelsesprocesser, lønanvisning mv.).

Samlet set søger vi en person, som har:

  • En relevant akademisk uddannelse
  • Erfaring med større systemimplementeringer og kan arbejde op imod en it-organisation
  • Viden om procesoptimering, herunder gerne med kendskab til ITIL
  • Kendskab til ServiceNow eller eventuelt andre workflow-baserede sagsstyringssystemer
  • Indsigt i økonomi- og personaleprocesser fra en kommune eller et større administrativt fællesskab (shared service)
  • De rette personlige egenskaber, herunder er velstruktureret, med stort drive og gode samarbejdsevner
  • Er velformuleret i skrift og tale

Du bør brænde for at være en del af et stort program med tætte samarbejdsrelationer til en række gode kollegaer, der arbejder sammen om at bringe Koncernservice op på et endnu højere modenhedsniveau.

Vi tilbyder
Vi tilbyder en spændende stilling i en organisation med gode udviklingsmuligheder, dygtige kollegaer og et attraktivt værdigrundlag, der lægger vægt på tillid og en anerkendende tilgang til medarbejderne.

Du får:

  • En nøglerolle i et af Danmarks største administrative fællesskaber
  • En varig ansættelse, hvor du bliver en del af et spændende program
  • Brede kontaktflader i hele organisationen samt over mod Københavns IT
  • Mulighed for at sætte dit præg på tingene
  • Gode udviklingsmuligheder både fagligt og personligt
  • Attraktive lokaler lige ved Fuglebakken St.

Løn- og ansættelsesvilkår
Lønnen fastsættes ud fra dine erfaringer og kvalifikationer efter gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Der er tale om en varig stilling på 37 timer ugentligt. Vi forestiller os en indplacering som enten fuldmægtig eller eventuelt specialkonsulent.

Kontakt
Vil du høre mere om stillingen, så kontakt kontorchef for Udvikling, Optimering og Forretningsdata, Janus Rønholt Hansen, på 2154 9037, eller programleder Thor Høberg-Petersen, på 2161 6062.

Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 19. juni 2017.

Om Koncernservice
Koncernservice er et af landets største fællesadministrative centre. Vi betjener Københavns Kommunes syv forvaltninger med styring af økonomi, løn- og personaleadministration og leverancer af it-værktøjer til den daglige drift. Det er vores mål at effektivisere og optimere alle administrative arbejdsgange og sikre et højt serviceniveau, så kommunens 45.000 medarbejdere kan koncentrere sig om at levere velfærdsydelser af høj kvalitet. Vi er ca. 900 ansatte og blandt landets største it-udviklingsarbejdspladser. Læs mere om os på: www.koncernservice.kk.dk.

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.