Kommunale tilsyn efter Servicelovens § 83

Sundheds- og Omsorgsudvalget har besluttet, at de uanmeldte tilsyn skal besvare tre overordnede spørgsmål:

  1. Får borgerne de visiterede ydelser i den faglige kvalitet, som er fastlagt af kommunen og som borgeren har retskrav på?
  2. Udføres opgaverne i overensstemmelse med kommunens retningslinjer for dels faglig dokumentation og dels det daglige arbejde?
  3. Inddrages borgerne i opgaveløsningen i det omfang de har ressourcer til det?

De tre overordnede spørgsmål er udmøntet i en spørgeramme med mål og indikatorer, der anvendes ved tilsynene. Tilsynene gennemføres ved hjælp af følgende målemetoder:

  1. Kontrol af faglig dokumentation for udvalgte borgere
  2. Observation i de udvalgte borgeres hjem
  3. Kvalitative interviews med borgere og medarbejdere

Der udarbejdes tilsynsrapporter for de udførte tilsyn. På baggrund af den samlede vurdering af tilsynsresultaterne, afgives der en tilsynsvurdering i en af følgende kategorier:

  • Godkendt
  • Godkendt med mangler
  • Alvorlige fejl og mangler

Alle enheder, der får konstateret alvorlige fejl og mangler ved uanmeldte kommunale tilsyn, skal udarbejde en handlingsplan for opfølgning. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen følger løbende op på handlingsplanerne, og der foretages et opfølgende tilsyn med plejeboligenheden ca. tre måneder efter et ikke-godkendt tilsyn.

Tilsynsopgaven varetages af et eksternt tilsynsførende firma, BDO.

Embedslægetilsyn

Embedslægeinstitutionen er en del af Sundhedsstyrelsen.  Embedslægerne gennemfører uanmeldt tilsynsbesøg på landets plejehjem. Ved tilsynene vurderes de sundhedsfaglige forhold. Efter tilsynsbesøget udfærdiges en tilsynsrapport om de sundhedsmæssige forhold på plejehjemmet med eventuelle anbefalinger til forbedringer.

De enkelte plejeboligenheder modtager efter tilsynet en tilsynsrapport med én af følgende fem vurderinger:

  1. Tilsynet har ikke fundet anledning til bemærkninger
  2. Tilsynet har fundet fejl og mangler, som samlet kun indebærer meget ringe risiko for patientsikkerheden
  3. Tilsynet har fundet fejl og mangler, som indebærer patientsikkerhedsmæssige risici men ikke alvorlige fejl og mangler
  4. Tilsynet har fundet alvorlige fejl og mangler
  5. Tilsynet har fundet anledning til alvorlig kritik

Hvis tilsynet falder i en af de første to kategorier, vil plejeboligenheden blive fritaget for tilsyn det efterfølgende år. 

Hvis tilsynet falder i en af de to sidste kategorier, skal plejecentret/kommunen udarbejde en handleplan og Embedslægen vil efterfølgende foretage et opfølgende tilsyn, for at se, om forholdene er bragt i orden.