Ren og grøn København

Opgaver der handler om at holde København ren og grøn, det der får byen til at fungere hver dag, som at tømme skraldespande, feje gader, slå græs, pleje de grønne områder, tjekke badevandet og rydde sne, når det er tid til det. Derudover passer og plejer vi de københavnske kirkegårde.

Disse opgaver løser medarbejderne i serviceområdet Byens Drift.

Trafik, byliv, natur- og miljøbeskyttelse

København skal være en sammenhængende by, der virker hver dag, og som er let at komme rundt i. Det er vigtigt for det daglige liv i byen og er godt for klima og miljø. TMF skal derfor optimere trafikafviklingen til gavn for bilisterne. Samtidig skal det være let at bruge cyklen og offentlig transport, så det bliver den hurtigste måde at komme rundt i byen på. Og så skal vi arbejde på, at København også fremover er attraktiv, sikker og let for de gående, især der hvor de færdes mest – ved trafikknudepunkter, på strøggader og i Indre By.

Vi sikrer, at virksomheder overholder regler om natur- og miljøbeskyttelse og hjælper, når borgere eller andre vil noget med og i byen, fx holde et arrangement, få en tilladelse til at bygge nyt eller bygge om, have tilladelse til gravearbejde, sætte en container op, sælge juletræer eller servere café-kaffen udenfor.

Disse opgaver løser medarbejderne i serviceområdet Byens Anvendelse.

Fysiske forandringer i byen

Opgaver i forbindelse med fysiske forandringer i byen fra byfornyelse til asfaltarbejde. Vi anlægger Københavns nye parker, pladser og cykelstier og lægger asfalt på de kommunale veje. De mange byggeprojekter i København bliver koordineret for at skabe en sammenhængende drift af byens arealer og infrastruktur. Vi laver også områdefornyelser med fysiske forbedringer af udsatte boligområder.

Disse opgaver løser medarbejderne i serviceområdet Byens Fysik.

Udvikling af København

Opgaver med at samle trådene i alle de udviklingsprojekter, der sammen tegner udviklingen af København som by, fx klimaplaner, indspil til kommuneplan, lokalplaner, affalds- og ressourceplaner og andre planer, der dækker hele byen.

Disse opgaver løser medarbejderne i serviceområdet Byens Udvikling.

Sekretariatsopgaver

Styring og koordinering af forvaltningens økonomi, HR, organisationsudvikling, kommunikation, digitalisering, jura, udbud, regnskab, omstilling og effektivisering samt sekretærbistand til Teknik- og Miljøudvalget, borgmesteren og direktionen.

Disse opgaver løser medarbejderne i TMF Stab og TMF Sekretariat.