Studentermedhjælper til intern kommunikation i Center for Bygninger, Byens Anvendelse

Er du en dygtig formidler, god til at løse opgaver selvstændigt og brænder du for at afprøve din læring i praksis? Så har vi et spændende job til dig.

Center for Bygninger i Københavns Kommune søger en studerende med samfundsfaglig eller kommunikativ baggrund, der vil være med til at gøre en forskel for et serviceområde, som dækker ca. 200 medarbejdere, der arbejder med byggetilladelser for hele København.

Vi leder efter en studerende, der blandt andet skal: 

  • stå i spidsen for vores digitale nyhedsbrev og vores nyhedsbrevsredaktion
  • skrive nyheder til vores intranet
  • deltage i analyseopgaver, som understøtter vores interne og eksterne kommunikation
  • skrive baggrundsnotater og producere præsentationer

I Center for Bygninger arbejder vi på at skabe en forudsigelig, sammenhængende og effektiv myndighedsbehandling. Vores fokus er på at balancere mellem forskellige hensyn i en fleksibel og imødekommende servicekultur og i dialog med omverdenen.
Center for Bygninger er forankret i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning på Njalsgade i København, hvor du kommer til at arbejde tæt sammen med kolleger i et lille team, som arbejder med udviklingsopgaver.
Center for Bygninger består af forskellige enheder, og et af de vigtigste formål med dine kommunikationsopgaver vil være at facilitere og styrke vidensdeling på tværs af enhederne.

Om dig
Du er studerende ved en videregående uddannelse og har ca. to år tilbage. Du er opsøgende, initiativrig og har gode samarbejdsevner. De opgaver, du skal udføre, indebærer hyppig kontakt til en lang række parter. Det er essentielt, at du er dygtig til selv at strukturere og prioritere din tid, da dine kerneopgaver kræver en høj grad af selvstændighed.

Derudover forventer vi, at du

  • har en skarp pen og er stærk i skriftlig kommunikation
  • er vant til at arbejde med digitale kommunikationskanaler
  • mestrer Office-pakken med fokus på lettere grafisk arbejde
  • synes, det er spændende at arbejde med analyseopgaver
  • er god til at koordinere og strukturere dine opgaver
  • har politisk/organisatorisk forståelse og interesse
  • er opsøgende og nysgerrig i samarbejdet med dine kollegaer

Vi tilbyder
Vi arbejder med spændende og udfordrende opgaver på højt fagligt niveau med gode muligheder for kompetenceudvikling. Du får mulighed for at møde interessante og engagerede samarbejdspartnere og for at skabe gode netværksrelationer. Du vil få mulighed for at komme ind i ”maskinrummet” på en stor forvaltning, der beskæftiger sig med områder med stort politisk fokus. Vi tilbyder, at du kan få konkrete resultater på dit CV fra Danmarks største offentlige arbejdsplads.

Som udgangspunkt er der tale om fast arbejdstid to-tre dage om ugen (15 timer), som vi tilrettelægger i forhold til dine studier med fleksibilitet i eksamensperioder.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til Københavns Kommunes regelsæt gældende for studerende, beskæftiget med kontorarbejde. Det er en forudsætning, at du er aktiv studerende og kan dokumentere, at du er indskrevet på et studium.

Tiltrædelse hurtigst muligt efter aftale.

Yderligere information
Hvis du har spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte konsulent Birgit Pedersen på 2168 7545.
Ansøgning (max en side), CV og seneste karakterudskrift bedes vedlagt.

Søg stillingen via nedenstående link senest mandag den 12. juni 2017.
Vi forventer at afholde samtaler med udvalgte kandidater 14. og 15. juni 2017. Der vil være en mindre formidlingsopgave forud for samtalen, som tilsendes på mail, og som danner udgangspunkt for en dialog til samtalen.

Om Teknik- og Miljøforvaltningen
Forvaltningen varetager myndighedsopgaver og servicerer borgere og erhvervsliv, blandt andet inden for miljøområdet, lokalplanlægning, byfornyelse, byggesagsbehandling og trafikområdet. Desuden er det Teknik- og Miljøforvaltningen, der står for renholdelsen, vedligeholdelse og udvikling af byens veje og parker, foretager parkeringskontrol og driver de københavnske kirkegårde. Vi beskæftiger ca. 2.200 medarbejdere og administrerer et bruttobudget på knap 4 mia. kr.

Jobagent

Du kan oprette en jobagent, så du modtager en mail når Københavns Kommune opslår et job med netop din interesse.
Opret jobagent

Københavns Kommune ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner.